Logistikken er gået i orden, så landstræner Kasper Hjulmand får et vigtigt ønske opfyldt inden Danmarks EM-ottendedelsfinale mod Tyskland.
Det er lykkedes at chartre et fly, der fredag eftermiddag skal transportere de danske landsholdsspillere fra EM-basen i Sydtyskland og over til Ruhr-området, hvor lørdagens ottendedelsfinale skal spilles.
Dermed slipper landsholdsspillerne for en lang køretur i bus fra basen nær Freudenstadt til Dortmund.
Uden kø - og de kan være lange på autobahn om fredagen - kan turen klares på cirka fem timer i bil, men da spillerne kører i en stor bus, ville rejsetiden være endnu længere. Men det slipper de altså for.
I stedet kan landsholdet træne i Freudenstadt fredag formiddag. Derefter kan spillerne sætte sig i en bus og køre en time til lufthavnen i Stuttgart, før der venter cirka en times flyvetur til Dortmund.
Spillerne skal besigtige banen på Westfalen Stadion fredag aften, men de skal ikke træne på den, inden det går løs i ottendedelsfinalen.
Ifølge landsholdsspilleren Yussuf Poulsen er det langt mere optimalt med en kort flyvetur til Dortmund, end hvis holdet skulle have en inaktiv og drænende dagsrejse i bus.
- Det er fint, at vi kan flyve. Der er langt herfra til Dortmund.
- Det gør helt sikkert en forskel, at vi kan flyve i stedet for at køre i bus. Rejsetid i en bus, hvor man sidder stille i lang tid, er ikke 100 procent optimalt. Så det er en fin løsning, at vi flyver derhen, siger Yussuf Poulsen torsdag formiddag.
Efter ottendedelsfinalen overnatter spillerne i Dortmund. Søndag flyver de tilbage mod EM-basen, hvis der venter en efterfølgende kvartfinale mod enten Spanien eller Georgien. Den spilles i Stuttgart i kort køreafstand fra landsholdets base.
/ritzau/