Video : Tipsbladet
EM

I chok over Tysklands straffe: Lorteregel!

Gary Neville, Alan Shearer og flere andre er uforstående over for det straffespark, Tyskland fik mod Danmark.

Joachim Andersen og Danmark røg fra himmel til helvede på få minutter i lørdagens ottendedelsfinale mod Tyskland.

I det 48. minut fik den danske forsvarskriger annulleret et mål for en minimal offside. Og godt et minut efter blev Tyskland så tildelt et straffespark efter et VAR-tjek, da bolden blev sparket op på Joachim Andersens hånd.

Særligt straffesparksdommen får efterfølgende kritik på det sociale medie X.

Ikke mindst engelske legender som Alan Shearer og Gary Neville er uforstående over dommen.

- Reglen om hånd på bolden er lort, skriver Shearer.

- Helt chokerende at der bliver givet straffe for det!, skriver Gary Neville.

- Den latterlige regel slår til igen, konstaterer journalist Max Rushden.

- Den regel er slet ikke god! Der er ingen tænkelig måde, hvorpå Andersen gjorde det med vilje, kritiserer journalist og tidligere fodboldspiller Jan Aage Fjørtoft.

- Hands-reglen er crap, skriver sportsjournalist Martyn Ziegler fra The Times.

- Hvis Andersens arm var i en unaturlig stilling, hvor skulle den så være?, lyder det fra Mark Ogden fra ESPN.

Straffesparket tog Kai Havertz sig af, og Arsenal-stjernen scorede til 1-0.