18-årige Alexander Simmelhack var i den seneste sæson udlejet til AC Milan fra FC København, og her tørnede han ud for Primavera-holdet.
Nu er angriberen tilbage i FCK, men han går efter at komme væk, har Simmelhack tidligere sagt til Tipsbladet.
Selvom det ikke bliver til mere i Milano-klubben, så tager danskeren meget med fra opholdet.
- Det har været en helt anden kultur, som man har skullet vænne sig til og lære af. Jeg føler også, at jeg har lært meget i Milan.
- Jeg flyttede jo til et andet land og skulle klare mig selv. Jeg har lært meget på og uden for banen, og jeg er blevet en bedre fodboldspiller, siger Alexander Simmelhack til Tipsbladet.
Artiklen fortsætter under billedet.
'Så mest Simon Kjær på briksen'
Det italienske sprog var dog svært for danskeren i begyndelsen af opholdet.
- Sådan et sted kan det godt være svært i starten, da man ikke forstår, hvad der bliver sagt til træning, da det foregår på italiensk.
- Det var først til sidst, at jeg forstod, hvad der blev sagt. Det var svært i starten, fordi man var også væk fra alle sine venner, men jeg vænnede mig til det, og det blev hverdag.
Fik du talt med Simon Kjær, og kunne han hjælpe dig med sproget?
- Jeg så ham mest, når vi mødte hinanden på briksen, eller hvis jeg stod over for ham til træning. Ellers har førsteholdet sin egen afdeling, og U19-holdet har sin egen, så vi så ikke hinanden på daglig basis. Vi har snakket sammen to-tre gange kort.
Den unge angriber mener, at opholdet i AC Milan har gjort ham klar til at spille seniorfodbold.
- Jeg er helt klart blevet mere moden som spiller. Jeg har udviklet mig på nogle ting i de perioder, hvor jeg ikke har været skadet, siger Alexander Simmelhack til Tipsbladet.
Simmelhack fik scoret fem mål for AC Milans Primavera-hold.
Han scorede også en afgørende kasse for mandskabet, da AC Milan spillede sig i Youth League-finalen.
Angriberen har lige nu kontrakt med FCK til sommeren 2025.