Video : Tipsbladet
Serie A

Isaksen skal have ny træner: Slut efter 82 dage

For anden gang på tre måneder skal Gustav Isaksen og hans holdkammerater have ny træner.

18. marts blev Igor Tudor ansat i jobbet som cheftræner i den italienske storklub Lazio. Blot 82 dage senere er kroaten fortid i klubben, oplyser Lazio i en kortfattet nyhed på sin hjemmeside.

- Lazio meddeler, at Igor Tudor i dag (onsdag, red.) har trukket sig som træner for førsteholdet.

- Klubben takker træneren for det arbejde, han har udført, og ønsker ham personligt og professionelt held og lykke.

Lazio, der har danske Gustav Isaksen i spillertruppen, sluttede lidt skuffende som nummer syv i Serie A efter en andenplads året før.

De svingende resultater fik i marts Maurizio Sarri til at smide tøjlerne. Tudor overtog, og selv om holdet under hans ledelse kun tabte en af sæsonens sidste ni ligakampe, har han altså valgt at forlade klubben.

Dermed fortsætter 45-årige Igor Tudor sin tradition med ganske korte ophold i de forskellige klubber.

Lazio var hans tiende station som cheftræner, og kun i sin første periode i Hajduk Split mellem 2013 og 2015 er han blevet på posten længere end én sæson.

Hvem der skal overtage ansvaret i Lazio, oplyser klubben ikke.

/ritzau/