Video : Tipsbladet
Superliga

Klubboss: Vi kan klare os uden tv-penge i kort tid - men ikke helt undvære dem

Rettighedshaver vil ikke betale Superliga-klubberne tv-penge, før ligaen kører igen. I Hobro IK kan de godt overkomme, hvis tv-penge bliver forsinket et par måneder. Formanden mener, at andre ting får større konsekvenser.

- Vi foretager ingen yderligere betalinger for begivenheder, som er blevet udskudt, og hvis udskydelserne fører til aflysninger, forventer vi, at rettighedsejerne honorerer deres kontraktlige forpligtelser og refunderer de betalinger, vi allerede har foretaget.

Anders Jensen er en vigtig mand i dansk fodbold. Han er nemlig direktør for NENT, der råder over tv-kanaler som 3+ og TV3 Sport, og som derfor betaler millioner af kroner til Superliga-klubberne hvert år. Så når han varsler, at tv-pengene bliver holdt tilbage, må klubbosserne spidse øre.

Den nuværende tv-aftale indbringer Superliga-klubberne over 300 millioner kroner om året fordelt over tre udbetalinger: efter 13 spillerunder, efter 26 runder (altså ved grundspillets afslutning) og efter sæsonen.

Læs også:Tv-boss sender hård besked til Superligaen: Ingen kampe, ingen tv-penge

Der mangler to runder, før næste udbetaling finder sted. Men hvis den eksempelvis først kommer til maj - altså to måneder senere end budgetteret - vil det ikke være verdens undergang i Hobro IK, som ellers har en af ligaens mindste budgetter.

Der er andre konsekvenser ved coronapausen, der er potentielt værre.

- Jeg tror ikke, det vil slå benene væk under os. Vi kan nok godt låne os frem for en kort periode. Så det er ikke den del, der bekymrer mig, siger bestyrelsesformand Lars Kühnel til tipsbladet.dk.

Læs også:Spillerkontrakter kan blive et problem: Det er noget af det, vi diskuterer

Interviewet blev foretaget, før Anders Jensen fra NENT sendte førnævnte melding ud. Men scenariet, Kühnel blev bedt om at forholde sig til, var altså netop, hvad NENT varslede: Hvad hvis tv-pengene først kommer, når kampene begynder igen? 

Et andet aspekt ved coronapausen får større konsekvenser, forudser Kühnel.

- Den største udfordring bliver: Hvis alt går i stå, og samfundet åbner op til maj eller juni, bliver mange virksomheder presset økonomisk set, og så får vi svært ved at sælge sponsorater som tidligere. Jeg tror, klubber skal indstille sig på et ordentligt dyk. Det er en af to ting, der kan vælte læsse og true eksistensen for os.

Den anden ting er det scenarie, som ingen ønsker, men som alle frygter: at Superligaen ikke kan gennemføres, og tv-pengene ikke bare kommer forsinket, men slet ikke kommer.

Læs også:EM-udskydelse på vej: Dansk landshold aflyser hotelbooking

Læs også:HB Køge kæmper: Vil hente dansk træner hjem fra Ghana

Læs også:Stormøde i UEFA: Sådan afgøres EM-slutrundens skæbne