Efter en scoringspause på otte kampe i den belgiske liga er Kasper Dolberg tilbage på sporet.
Søndag blev den danske landsholdsangriber afgørende for sin belgiske klub, Anderlecht, som snuppede en sejr på 3-1 over Charleroi.
Efter knap en halv time nåede han først frem til et indlæg fra Thorgan Hazard og prikkede bolden i nettet til 2-0.
Dermed er Kasper Dolberg nu oppe på 11 scoringer i denne sæson i den belgiske liga, hvor Anderlecht er placeret som nummer to.
Han har huseret i belgiernes angreb, siden han kom til klubben fra franske Nice i sommer, og noget kunne tyde på, at han efter nogle tumultariske sæsoner med lejeophold i spansk og tysk fodbold har fundet noget af fordums styrke.
Angriberen er ikke den eneste succesfulde målscorer i Anderlecht, hvor danske Brian Riemer er træner.
Anders Dreyer har været flyvende i det meste af sæsonen og er klubbens topscorer med 14 mål. Den tidligere FC Midtjylland-spiller kom ikke på måltavlen i søndagens kamp, men bidrog med en assist til 3-1-målet.
Kasper Schmeichel udgjorde det øvrige danske islæt hos Anderlecht, der i øjeblikket må undvære Thomas Delaney, som på grund af en skade har været ukampdygtig siden slutningen af december.
Anderlecht råder også over keeper Mads Kikkenborg, som søndag sad på bænken som reserve for Kasper Schmeichel.
/ritzau/