Video : Tipsbladet
Superliga

Husker du Pourié? Nu kan han blive amatørspiller

Marvin Pourié skal muligvis tørne ud i Tysklands femtebedste række.

Han var efter eget udsagn den bedste bedste spiller, Silkeborg IF nogensinde havde haft.

Det er naturligvis en påstand, der kan diskuteres, men Marvin Pourié var i hvert fald så god, at flere danske klubber ikke kunne modstå hans målnæse. Foruden Silkeborg IF tørnede den tyske angriber også ud for Randers FC, Sønderjyske og FC København i Danmark.

Nu er Marvin Pourié fyldt 33, og karrieren på højeste niveau ser ud til at være forbi for angriberen.

Marvin Pouiré er i øjeblikket klubløs, efter at han i sidste sæson nåede at tørne ud for både VSG Altglienicke og hollandske Roda, og den tid, hvor angriberen kunne leve af fodbolden, synes at være en saga blot. 

I øjeblikket træner den tidligere Superliga-enfant terrible med i Rot Weiss Ahlen, der huserer i Tysklands femtebedste række og altså ikke kan tilbyde Marvin Pourié en løn, han kan leve af. 

Alligevel er angriberen interesseret i at tørne ud for den lille klub i hjemlandet.

- Vi har en god dialog, siger Pourié til wa.de.

Marvin Pourié er kendt som én af de mest flamboyante angribere, der har optrådt i Superligaen. Tyskeren tilbragte syv år i Danmark med et par lejeophold i Belgien og Rusland undervejs. Han scorede 45 mål i 143 Superliga-kampe.