FCM vil indkalde van der Vaart til møde: Skal tale om, hvad man siger og gør
Rafael van der Vaart har været i vælten de seneste dage. Først fik det opmærksomhed af medierne og kritik af hans træner, at han gik direkte i omklædningen, efter FC Midtjylland sikrede sig en plads i Europa League-kvalifikationen.
Hen over weekenden sagde han så til hollandske Telesport, at dansk fodbold er "virkelig forfærdeligt. Nogle gange spiller man på stadions, hvor der blot er 800 tilskuere. Det virker, som om de ikke kan lide fodbold her. Selvfølgelig savner jeg de stadions, jeg spillede på. Derfor er det nogle gange svært at holde mig motiveret."
Den adfærd har FC Midtjylland tænkt sig at tage en snak med van der Vaart om, når han vender tilbage fra ferie om et par uger.
- Vi skal have talt om, hvad man siger, og ikke mindst hvad man gør og ikke gør, siger sportsdirektør Claus Steinlein til Herning Folkeblad.
Selv om Steinlein også har været kæk i replikken om van der Vaart og blandt andet sagt, at han skal på plejehjem, når kontrakten med klubben udløber om et år, er parterne ikke tæt på at bryde samarbejdet.
Steinlein slår fast, at Rafael van der Vaart også er FCM-spiller i næste sæson. Men de skal finde ud af, hvordan de får mere ud af ham.
- Det er tydeligt, at "Rafa"ikke er tilfreds med det, han har fået ud af sin første sæson i Danmark, og vi havde også håbet på mere. Det er noget af det, vi skal sætte os ned at tale om. Hvordan får vi mere ud af samarbejdet næste år? Det skal vi have fundet ud af, siger Claus Steinlein.