Van der Vaart om dansk fodbold: Det er virkelig forfærdeligt
Foto: Getty Images
Superliga

Van der Vaart om dansk fodbold: Det er virkelig forfærdeligt

Rafael van der Vaart er ikke specielt stor fan af dansk fodbold.

Det var til stor fanfare og det trak store overskrifter, da Rafael van der Vaart kom til FC Midtjylland og dansk fodbold, men hollænderen har ikke levet op til forventninger. 

Skader og andet har ødelagt hans tid på Heden og hollænderen, der blandt andet har spillet for Real Madrid, har måtte nøjes med tre kampe i Superligaen i dette forår - alle disse tre som indskifter. 

Han var med på bænken torsdag, da FC Midtjylland vandt med 3-0 over Randers og dermed sikrede sig en plads i Europa League-kvalifikationen til stor jubel for FC Midtjylland-fansene samt spillerne. 

Rafael van der Vaart derimod styrtede direkte ned i FC Midtjyllands omklædningsrum, hvilket efterfølgende har medført kritik fra cheftræner Jess Thorup. 

Nu svarer van der Vaart igen. 

- Stjernenykker? Det har jeg ikke. Jeg har aldrig fejret en fjerdeplads og det gad jeg heller ikke torsdag, fortæller van der Vaart ifølge det hollandske medie, Telesport.nl.

At ægteskabet mellem Rafael van der Vaart og dansk fodbold ikke er blevet nogen succes, lægger hollænderen ikke skjul på. Han kalder den dansk fodboldkultur for forfærdelig. 

- Det er virkelig forfærdeligt. Nogle gange spiller man på stadions, hvor der blot er 800 tilskuere. Det virker som om, de ikke kan lide fodbold her. Selvfølgelig savner jeg de stadions, jeg spillede på. Derfor er det nogle gange svært at holde mig motiveret. 

Han regner dog ikke med at forlade Danmark. 

- Så længe de betaler mig, bliver jeg her. Estavana (Polman, håndboldspiller og van der Vaarts kæreste, red.) har kontrakt i endnu et år og vi har det godt her. Jeg bliver endnu et år og så tror vi, at vi tager til Holland, slutter han. 

Van der Vaart har i alt spillet 18 kampe for FC Midtjylland. Han har scoret to mål.