FC Midtjylland kan nu sætte seks krydser i kalenderen og begynde forberedelserne til Champions League-gruppespillet.
Fredag aften sendte Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) programmet ud for efterårets kampe i den prestigefyldte turnering.
FC Midtjylland spiller sin første kamp 21. oktober mod Atalanta på hjemmebane i Herning.
Ugen efter går turen til Liverpool, inden der venter to opgør i træk mod Ajax - først i Herning, så i Amsterdam.
Turen går til Bergamo og endnu et møde med Atalanta i femte runde, inden FCM slutter af hjemme mod Liverpool.
Midtjyderne er sammen med de tre andre hold placeret i gruppe D.
FC Midtjylland har spillet sig ind i gruppespillet med sejre over de bulgarske, schweiziske og senest tjekkiske mestre.
Onsdag slog FCM på hjemmebane Slavia Prag med 4-1 efter et stort comeback med tre scoringer i de sidste ti minutter. Tidligere er også Ludogorets og Young Boys blevet elimineret af midtjyderne.
Allerede før gruppespillet er gået i gang, er de forsvarende danske mestre sikre på at tjene styrtende på deltagelsen - op mod 200 millioner kroner - og beløbet vil stige yderligere, hvis danskerne klarer sig godt.
Uefa åbnede torsdag for, at der til kampe spillet i forbundets regi fremover kan være op til 30 procent fyldte tribuner. De enkelte landes restriktioner er dog gældende.
Frem til 18. oktober må der i Danmark kun lukkes 500 personer ind til større idrætsarrangementer. Det er endnu uvist, hvordan det forholder sig efter den dato, hvor FC Midtjylland altså skal i aktion i Champions League.
/ritzau/