Video : Tipsbladet
Superliga

FCK-angriber klar efter skadesplaget efterår: Har det bedre nu

Dame N'Doye har brugt foråret på at blive kampklar og er optimistisk før forårets første Superliga-kamp.

Dame N’Doye vendte tilbage til FC København i sommeren 2018 og fortsatte, hvor han slap, da han i 2012 forlod Superliga-klubben. I sin første sæson tilbage i FC København scorede han således 22 mål på 33 kampe.

Den igangværende sæson har imidlertid ikke været ligeså god for den 34-årige senegaleser, der har døjet med skader og blot spillede 11 kampe i Superligaen i efteråret.

Men vinterpausen har Dame N’Doye brugt på at blive klar igen, og han føler sig godt tilpas forud for FC Københavns forårspremiere mod Esbjerg fB fredag aften.

Læs også:Esbjerg-anfører erkender: Det er ikke en særlig god situation for mig

- Jeg har det bedre nu, og jeg arbejder hver dag på at bygge mere og mere på. Jeg er optimistisk omkring min fysik, og jeg synes, at det er gået i den rigtige retning stille og roligt, siger Dame N´Doye til fck.dk.

FC København-angriberen understreger samtidig vigtigheden af at få en god start på forårssæsonen i Superligaen.

- Det er vigtigt for os, at vi får en god start. Alle har arbejdet hårdt hele vinteren for at blive klar til de her kampe, og det giver altid selvtillid at få en god start.

Læs også:Esbjerg fB må undvære skadet finne i de kommende uger

- Det er bare den første af mange vigtige kampe, men vi skal vise, at vi er klar. For os handler det altid om at vinde, uanset hvor vi spiller, og sejren er vigtigere end spillet her i starten.

I foråret skal FC Købenahvn forsøge at hale ind på FC Midtjylland i Superliga-tabellen. Aktuelt er midtjyderne på førstepladsen, mens FC København er fire point efter på andenpladsen. 

FC Københavns første chance for at hente point er fredag aften, hvor de møder Esbjerg fB klokken 19.00 på Blue Water Arena i Esbjerg.

Læs også:Optakt: Esbjerg fB - FC København

Læs også:Brøndby-anfører imponeret af talenter: De har taget store skridt