FC Nordsjælland har fået en idéel start på forårssæsonen i Superligaen.
Efter at de bankede AC Horsens med tenniscifre i deres første kamp i foråret, vandt de søndag over SønderjyskE på hjemmebanen i Farum. Dermed har de allerede hentet seks point i foråret, og det sender dem godt på vej mod en plads i top seks og Mesterskabsspillet.
Læs også:FC Nordsjælland slår SønderjyskE efter comeback
Det siger FC Nordsjællands målmand, Nicolai Larsen, til TV3 Sport efter kampen.
- Det er bare helt vanvittigt vigtigt i et forholdsvis kort forår. Det handler om at få pointene med det samme, så vi kan komme med i det der Mesterskabsspil. Det her er et stort skridt på vejen. Nu skal vi ikke have lige så mange i de sidste fire kampe (af Grundspillet, red.), siger Nicolai Larsen og fortsætter:
- Vi skal ride videre på den her bølge og fortsætte det gode spil, så skal det nok se sjovt ud senere.
FC Nordsjælland er foreløbigt på en femteplads i Superligaen med 34 point efter 22 kampe. I Grundspillets sidste fire kampe skal nordsjællænderne møde henholdsvis Esbjerg fB, Brøndby IF, Silkeborg IF og FC Midtjylland.