Skuffet EfB-profil: Så kan vi lige så godt lade være med at spille
Esbjerg tabte søndag 1-3 til OB og endte 3F Superligaens grundspil på 13.-pladsen med 18 point.
Det betyder, at vestjyderne er havnet i nedrykningspulje 2 sammen med Randers FC, AC Horsens og Hobro.
Reelt kan Esbjerg ikke nå andenpladsen i gruppen, så derfor gælder det nu om at undgå direkte nedrykning og ende på tredjepladsen, der i stedet for en tur direkte ned i 1. division resulterer i playoffkampe om at blive i Superligaen.
- I julepausen kunne vi godt se problemet, og dengang var det vigtigt for os at hente Hobro. Det er stadig målet i første omgang, og så må vi se på den playoff bagefter, siger Esbjerg-cheftræner Lars Olsen.
Holdet har seks kampe til at hente Hobros forspring på fem point, og Lars Olsen indrømmer, at det bliver en svær opgave.
- Alt kan lade sig gøre i fodbold, men der skal helt andre boller på suppen, end hvad vi leverede mod OB.
- Vi må tage skeen i den anden hånd, for det bliver et par svære kampe mod stærke hold, siger Lars Olsen.
Efter nederlaget til OB havde venstreback Kevin Conboy svært ved at skjule sin ærgrelse over præstationen.
- Hvis vi bliver ved med at levere det, som vi leverede mod OB, så kan vi lige så godt lade være med at spille de sidste seks kampe, siger Conboy.
Alligevel forsøger han at være optimistisk.
- Vi skal møde Hobro i to indbyrdes kampe, og der må vi sørge for at skrabe nok point sammen.
- Det bliver tæt, men selvfølgelig er det muligt at hente dem, siger Kevin Conboy.
/ritzau/