Video : Tipsbladet
Superliga

Eksperter: Én mand har ikke ret til at afgøre op- og nedrykning

Divisionsforeningen vil lade turneringschef Peter Ebbesen bestemme, hvordan op- og nedrykning i Superligaen fordeler sig, hvis sæsonen ikke kan spilles færdig. Advokater med speciale i sportsret mener dog ikke, at der er belæg for det.

I sidste uge skrev ti klubber under på et brev til Divisionsforeningen. De protesterede mod, at én mand afgør, hvem der bliver mester, og hvem der rykker op og ned, hvis sæsonen ikke kan genoptages.

De mente blandt andet, at Divisionsforeningen slet ikke har den fornødne juridiske opbakning til at lade turneringschefen afgøre det. Den opfattelse deler Jes Christian Fisker, som er advokat med speciale i fodboldens juridiske regler.

Han har mange år som advokat i DBU bag sig, og han lever i dag af at rådgive spillere, klubber, agenter og trænere i fodboldens juridiske kringelkroge. Direkte adspurgt, hvorvidt Divisionsforeningen har hjemmel til at lade beslutningen være op til turneringschefen, svarer han:

- Det korte svar er nej, da der ikke findes en regel, der giver turneringschefen en så vidtgående administrativ kompetence til at afgøre dansk herretopfodbold. Og en sådan ny regel kan ikke lovligt indføres i en igangværende turnering.

Han henviser til § 11.1 i det dokument, der bærer det mundrette navn "Propositioner for Danmarksturneringen i fodbold". Det udlægger reglerne for, hvordan Superligaen og divisionerne skal afvikles.

Den paragraf henviser til de foregående, der primært handler om, hvad der sker, hvis en klub går konkurs.

Læs også:Ti danske protestklubber har fået svar: Det havde vi ikke ønsket

Om forståelsen af reglerne uddyber Jes Christian Fisker:

- DBU’s oprindelige intention med formuleringerne ”Andre tilfælde … og alle dermed forbundne problemstillinger …” i § 11.1 var udtryk for en opsamlingsbestemmelse, som gav bestyrelsen en meget bred kompetence til at afgøre alle tænkelige og utænkelige situationer omkring ekstraordinær op- og nedrykning. For eksempel som nu, hvor klubber på grund af en pandemi kan stå til ekstraordinær nedrykning uden sportslig afvikling af den ordinære turnering.

Armslængde
Her bliver det tricky, så hæng på.

For Jes Christian Fisker mener, at Divisionsforeningen har hjemmel til at afgøre, hvordan op- og nedrykning skal fordeles. Det skal bare være bestyrelsen efter indstilling fra turneringschefen, som der står i reglerne. Og altså ikke turneringschefen alene, som Divisionsforeningen lagde op til på et møde med klubberne i forrige uge.

Begrundelsen for, at bestyrelsen skulle holde sig ude, handlede om armslængde. For bestyrelsen består af repræsentanter fra klubberne, og de skulle ikke, ræsonnerede man, sidde og beslutte, hvem der skal op og ned, hvis sæsonen ikke kan genoptages.

Vil eller kan bestyrelsen i Divisionsforeningen ikke afgøre det, for eksempel på grund af habilitetsproblemer, foreslår Jes Christian Fisker, at den lader medlemmerne bestemme. Eksempelvis ved en ekstraordinær generalforsamling.

Læs også:Klubberne er uenige: Én mand kan ende med at udpege nedrykkere

Hos Jens Bertel Rasmussen Advokater, der også har sportsret som et af kontorets specialer, er de enige med Jes Christian Fisker. Divisionsforeningen har hjemmel i sine regler til at afgøre, hvem der skal rykke op eller ned. Men det tilfalder bestyrelsen, ikke turneringschefen.

- Det må man sige, at de har. Det vil jeg klart mene ud fra den her bestemmelse. Bestemmelsen giver Divisionsforeningens bestyrelse vidtgående bemyndigelse, så længe beslutningen kan begrundes som sportslig korrekt. Så kan man diskutere: Hvad der er mest sportslig korrekt? Det er der nok delte meninger om, sagde Adam Ringsby-Brandt til tipsbladet.dk i sidste uge.

Klar til juridisk kamp
Lars Kühnel er bestyrelsesformand i Hobro IK, og han står i spidsen for gruppen af ti klubber, der protesterer mod Divisionsforeningen metode til at afgøre sæsonen, hvis den ikke kan spilles færdig. Han fortalte i går, at klubberne har fået svar på deres åbne brev.

Her afviste Divisionsforeningen via sin advokat at imødekomme de ti klubbers ønske om at fastlægge op- og nedrykning på en anden måde. Kühnel, der selv er advokat, vil nu svare tilbage i løbet af de kommende uger.

- Vi er heldigvis to advokater i vores gruppe, så vi hjælpes ad med at gå paragraffer og bestemmelser igennem, og så sætter vi et svar sammen på baggrund af det. Vi havde ikke ønsket, at bolden blev spillet over på den juridiske bane, men nu er den derovre, og så må vi tage den videre der fra, sagde han.

Hele § 11.1, som både Jes Christian Fisker og Adam Ringsby-Brandt tager udgangspunkt i, følger som nævnt efter en række bestemmelser om tilfælde af konkurser. Den lyder i sin helhed:

"Andre tilfælde af ekstraordinær ned- eller oprykning end nævnt i § 10 og alle dermed forbundne problemstillinger afgøres efter indstilling fra administrator endeligt af Divisionsforeningens bestyrelse efter et frit skøn over, hvad der i det enkelte tilfælde vil være det sportsligt mest korrekte."

Læs også:10 danske klubber protesterer nu mod sæson-afslutningen

Læs også:Divisionsklub vil bekæmpe skrivebordsnedrykning: Det er ikke fair

Læs også:Randers FC's navn skiller sig ud i klagebrev: Det er et princip