Dansk træner i Indien: De er lige så talentfulde som i Danmark og Tyskland
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Dansk træner i Indien: De er lige så talentfulde som i Danmark og Tyskland

Råmaterialet blandt indiske børn fejler ikke noget, mener Lars "Lungi" Sørensen, der står i spidsen for et fodboldakademi i landet. De kunne såmænd godt blive professionelle i Europa med den rette træning.

Hvis vi nøjes med at konstatere, at Indien ikke ligefrem er kendt for at være et mægtigt fodboldland, træder vi vist ingen over tæerne. Selv om det kun er Kina, der har flere indbyggere i hele verden, har inderne umådelig svært ved at gøre sig gældende i international fodbold.

For at opsummere: Landet har kun kvalificeret sig til VM én gang, men trak sig inden slutrunden i 1950; det har kvalificeret sig til det asiatiske mesterskab tre gange i historien; det ligger aktuelt nummer 97 på verdensranglisten; og landsholdets seneste kamp endte med et 1-2-nederlag til Kirgistan.

Middelmådigheden skyldes dog ikke, at de lokale ikke har anlæg for at spille fodbold. Den tidligere Esbjerg fB-træner Lars "Lungi" Sørensen er teknisk direktør på et akademi i landet, og han mener tværtimod de unges fodboldtalent i Indien er lige så stort som i Europa.

- Det er, som om det ikke er struktureret nok, til at det kan blive rigtig godt. Men der er virkelig nogle dygtige børn herude, som sagtens kunne være i Danmark eller Tyskland eller Holland, køre igennem et almindeligt talentarbejde og så måske blive professionelle fodboldspillere. Det kan jeg ikke se, der skulle være noget i vejen for, siger "Lungi" til tipsbladet.dk.

Én af forklaringerne på, at talentet sjældent, hvis ikke aldrig, bliver forløst, er ifølge den danske træner, talentudviklingen begynder for sent. Det er eksempelvis først, når børnene når U13-alderen, at der er egentlige fodboldrækker under forbundet. 

- Jeg prøver at fortælle dem, at det er altså alt for sent, at de kommer i gang med at strukturere deres børnetræning. Det skal meget tidligere i gang, siger Lars "Lungi" Sørensen.

En rigtig græsbane
En anden forklaring er faciliteterne. Eller rettere: manglen på samme. Lars Sørensens organisation, Kickstart FC, er ved at åbne et nyt akademi i hjembyen Bangalore, og det får et efter omstændighederne revolutionerende tiltag.

- Jeg ved ikke, hvad de kalder det hernede; jeg kalder det klubhus. Med faciliteter til, at spillerne også kan bo. Ny, stor kunststofbane og en 11-mands-græsbane.

Han siger det sidste langsomt for at understrege, hvor usædvanligt det er.

- Det er sådan noget, hvor man derhjemme siger: "Nå, tillykke med den." Men det er så den anden 11-mands-træningsbane i græs, der er i Bangalore med 12 millioner indbyggere. Selv FC Bangaluru, som var i finalen om det indiske mesterskab, hvor der sidder 25-30.000 og kigger, når de spiller kamp, har ikke en græstræningsbane. I fuld størrelse.

- Så det er store ting hernede, og det forventer de sig rigtig meget af.


Underlaget er kunstigt. Kickstart FC har endnu ikke anlagt deres første græstræningsbane i fuld størrelse. Foto: Kickstart FC.

Det er ikke sådan, at Lars "Lungi" Sørensen og resten af Kickstart FC aldrig har set en 11-mandsbane. De er bare enten kampbaner eller lavet af kunstgræs. Men den nye grønsvær vidner en større udvikling, der er i gang i det store land med de mange mennesker.

Fodbold vinder frem. Pengene for de lokale er stadig små, men de udlændinge, der bliver hentet til Indien, mangler ikke noget, mens investeringerne i sporten stiger, og interessen fra befolkningen følger med.

- Middelklassen begynder at få nogle penge, og de store internationale firmaer bygger kraftedeme. Der holder måske 1000 minibusser fyldt med indere, der bliver fragtet ud i et byggeområde om morgenen og hjem igen om aftenen. Så middelklassen begynder også at interessere sig for sport. Sport boomer helt vildt, og fodbold er en stor del af det, siger Lars "Lungi" Sørensen.

Der er dog lang vej for bare at nå op til et andet traditionelt fodbold-uland, som har satset stort på fodbold de seneste år, mener den tidligere Superliga-træner.

- Som jeg hele tiden har sagt, og det tror jeg, jeg har fået ret i: Indien er 10-15 år efter Kina. Hvis jeg på et tidspunkt kommer i kontakt med det indiske fodboldforbund og får hørt om deres visioner for et land med 1,2 milliarder indbyggere, 16 forskellige officielle sprog og så videre, det kunne jeg virkelig godt tænke mig.

Foreløbig må han nøjes med at koncentrere sig om sit eget akademi, men der er også nok at se til. For eksempel en rigtig græsbane lige om lidt.

Dette er anden del af vores interview med Lars "Lungi" Sørensen. Læs første del her.