Det danske fodboldlandshold indleder efterårets Nations League-gruppespil med to kampe i Parken.
Det oplyser Dansk Boldspil-Union på X fredag formiddag.
Der blev trukket lod til turneringen torsdag aften, og Danmark havnede i gruppe med Schweiz, Serbien og Spanien.
De to førstnævnte modstandere kommer begge forbi Parken i september, mens oktober byder på udekampe i både Spanien og Schweiz. I november slutter Danmark af med at møde Spanien i Parken, før turen går til Serbien.
Her er kampprogrammet:
* 5. september: Danmark - Schweiz.
* 8. september: Danmark - Serbien.
* 12. oktober: Spanien - Danmark.
* 15. oktober: Schweiz - Danmark.
* 15. november: Danmark - Spanien.
* 18. november: Serbien - Danmark.
Gruppens to bedste hold avancerer til kvartfinalerne i marts næste år. Nummer tre skal spille playoff om at undgå nedrykning, mens nummer fire rykker ned på B-niveau.
Gode resultater i Nations League kan også give en livline i jagten på en billet til VM-slutrunden i 2026.
Inden den fjerde udgave af Nations League begynder, skal Kasper Hjulmands mandskab spille fire testkampe og en EM-slutrunde.
/ritzau/