Brøndby i stor nedtur mod Hobro
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Brøndby i stor nedtur mod Hobro

Brøndby kom aldrig for alvor med i første halvleg, der blev dyr i 0-2 nederlaget til Hobro.

Meget var på spil, da Brøndby søndag aften tog imod Hobro IK i Alka Superligaen. Begge hold havde tabt sæsonens to første kampe, og især for Brøndby var presset maksimalt i søndagens kamp. Her kollapsede værterne dog, og store fejl blev dyre i 0-2 nederlaget. 

Hobro åbnede optimistisk, og efter bare fire minutters spil afsluttede Kaya fra distancen. Et forsøg som Lukas Hradecky dog tog sig af. Kort efter var Frederik Holst tæt på via en andenbold, da han sparkede fra kanten af feltet - Dog lige i blokaderne fra gæsterne, der langsomt blev presset tilbage. 

Lukas Hradecky måtte dog diske op med en ny stor redning efter 13 minutter. Martin Mikkelsen fik for meget plads, men et flot spark blev lige så flot reddet af afgående Hradecky. Han måtte dog give fortabt et kvarter senere, da Mads Jessen i stående position kanonerede bolden i mål helt ude ved den ene opstander. 

Ronnie Schwartz var tæt på at svare igen for et ufarligt Brøndby-mandskab, men fem minutter før pausen gik det atter helt galt for værterne. Anders Egholm sendte bolden på stolpen, og uheldigt for Hradecky ramte bolden keeperens hæl og gik i eget net. Med den dukkert gik hjemmeholdet til pause nede med to. 

Johan Larsson åbnede anden halvleg med et tamt frispark, inden han tvang Jesper Rask ud i en dobbeltredning kort efter. Med en halv time igen opstod en bizar situation, da Hradecky samlede en tilbagelægning op, hvilket resulterede i inddirekte frispark. Dette fik gæsterne dog ikke nok ud af. 

Brøndby kom bedre med mod slutfasen, hvor Teemu Pukki sendte bolden i sidenettet. Gode tilbud til Hjulsager og Larsson efterfulgte, men værterne havde svært ved at finde skarpheden, mens Hobro trak sig i defensiven. 

Brøndby satsede alt til sidst, og det gav ligeledes tilbud til Hobro. Scoret blev der dog ikke yderligere, og dermed står Brøndby nu uden point i de første tre kampe, mens Hobro vandt og scorede for første gang i denne sæson.