Brøndby-ejer: Kan ikke være svingende efterår bekendt
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Brøndby-ejer: Kan ikke være svingende efterår bekendt

Brøndby-ejer Jan Bech Andersen er optimistisk, men han har svært ved at klistre et blåt stempel på de blå-gules efterår.

Brøndby IF tabte søndag 2-3 til Vendsyssel FF på hjemmebane i årets sidste kamp, og undervejs formøblede holdet to føringer mod oprykkerne. Alexander Zornigers mandskab overvintrer på en fin tredjeplads, men med til historien hører, at FC Midtjylland og FC København er stukket af, og dem når Brøndby med al sandsynlighed ikke i foråret. 

Brøndby IF's storaktionær Jan Bech Andersen ved ikke helt, hvilket ben han skal stå på, når han ser tilbage på et 2018, der har budt på store triumfer og store nedture for de blå-gule. Sidste sæson bød på succes i pokalturneringen, men som bekendt også et sæt smertelige sølvmedaljer i Superligaen.

Nu og her er det det netop afsluttede efterår, der står stærkest i hukommelsen.

- I forhold til målsætningen om top tre har vi nået samme, men ellers (er det) et skuffende efterår, hvor vi ikke har leveret, hvad vi forventede. Vi må kigge indad, analysere og evaluere og så komme stærkt tilbage i 2019, skriver Jan Bech Andersen i en mail til tipsbladet.dk.

2018 giver både grund til smil og ærgrelse hos Brøndby-ejeren.

- Det har været en rutschebane. Vi fik en stærk start på 2018 med en sejr i Parken i pokalen, vi vandt i Herning og tog den første pokal i 10 år for så at ramme muren og desværre ikke nå det ultimative mål for sæsonen, som var at bringe mesterskabet til Vestegnen. Det kostede mentalt, men alle stærke organisationer er kendetegnet ved at rejse sig op efter en syngende kajeryster, lyder det fra Jan Bech Andersen, der nu ser frem til det nye år:

- Vi skal finde stabiliteten igen og tilbage til den røde tråd. Efteråret har været for svingende, og det kan vi ikke være bekendt over for os selv, vores fans og vores partnere.

Brøndby IF indleder 2019 med en udekamp mod FC Nordsjælland - klubben har bare tre point ned til OB på syvendepladsen i Superligaen, mens der er hele 14 point op til FC Midtjylland på andenpladsen.