I otte år forsøgte Brent McGrath at slå igennem i Brøndby IF, men det lykkedes aldrig for australieren, der ellers fik sine chancer. Han står således noteret for 47 kampe for de blå-gule fra Vestegnen, men kun med to scoringer til følge.
Senest har angriberen tørnet ud for Port FC i Thailand, men han drømmer stadig om at slå igennem i Europa, og nu er han på vej tilbage til Skandinavien. Ifølge Goal peger pilen mod Sverige, hvor Brent McGrath i første omgang skal være tæt på at skifte til et hold i Allsvenskan.
Australieren forlod Brøndby i 2013, og han fortæller, det var en svær afsked med den danske klub. Især fordi, at den efterfølgende tid forløb langtfra, som han havde håbet og troet.
- Det var svært at gå fra en topklub i Europa, og så pludselig var der ingen, der ville have dig, siger Brent McGrath, der endte med at tage hjem til australsk fodbold og spille for en klub i de lavere rækker efter et meget kort ophold i Adelaide United:
- At tage fra Europa og hjem til den nationale liga, at bo hos mor og far, at pludselig kun træne to gange om ugen – det var hårdt.
Brent McGrath har scoret seks mål i 17 kampe for Port FC.