Video : Tipsbladet
Superliga

AGF-angriber om tomt stadion: Det bliver som en træningskamp

Nicklas Helenius har før prøvet at spille for tomme tribuner. Mandag aften skal have AGF-mandskab gøre det igen mod Silkeborg IF.

Søndag var der ingen tilskuere til de seks Superliga-kampe, og dermed fik spillerne en oplevelse, som de formentlig sent vil glemme. Det samme gælder Silkeborg IF og AGF i aften, men mindst én af spillerne har prøvet det før: Nicklas Helenius.

Han siger til Århus Stiftstidende, at han ser det som en fordel for det århusianske udehold, at SIF mangler sine hjemmebanefans. Omvendt bliver det en udfordring for ham selv og alle de andre at sætte sig op, som de plejer.

Læs også:Optakt: Silkeborg IF - AGF

Helenius spillede i efteråret 2014 med AaB mod Steaua Bukarest i Europa League. Rumænerne havde dog en dom for racistiske tilråb hængende over sig, så derfor pålagde UEFA klubben at lukke stadion for tilskuere. Derfor ved Helenius, hvad han går ind til mandag aften.

- Det bliver lidt som en træningskamp, fordi der ingen tilskuere er på plads, og det er noget af det, som gør det sværere. Når det er sagt, så ser jeg det som en fordel at være udehold. Det er deres stadion, som vi kommer til. De er vant til at have deres tilskuere i ryggen, når de spiller derinde, siger Helenius til Århus Stiftstidende.

Læs også:AGF uden Juelsgård og Duncan i mandagskamp

Kampen mellem Silkeborg og AGF er den sidste i Superligaens 24. spillerunde. Helenius og co. kan cementere tredjepladsen med en sejr, mens Silkeborg IF er ved at blive isoleret i på sidstepladsen, hvis holdet ikke får point. Der er aktuelt fem af slagsen op til Esbjerg fB.

Så må man for Nicklas Helenius' skyld håbe, at det går hans hold bedre, end da han og AaB var i Bukarest for fem-seks år siden. Dengang tabte de 6-0.

Læs også:Silkeborg inden skæbnekamp mod AGF: Død eller i live

Læs også:Overblik: Sådan ser slutspillet i Superligaen ud

Læs også:Minister: Vil gerne kompensere klubberne for økonomisk tab