Video : Tipsbladet
Superliga

Afsløring: Helstrup spøger i FCN - jagt fortsætter

FC Nordsjælland mærker, at klubben kan tiltrække trænere fra øverste hylde.

FC Nordsjælland er i gang med de indledende sonderinger i jagten på en ny cheftræner.

Og nu kan Tipsbladet løfte sløret for, at Superliga-klubbens søgen også har fået dem forbi Norge - i den altoverskyggende storklub Bodø/Glimt.

Her er Gaute Helstrup assistenttræner for den enormt succesfulde norske mesterklub, og ifølge Tipsbladets oplysninger har parterne været i dialog om et skifte til Superligaen, men det synes ikke muligt at rokke nordmanden ud af sædet ved siden af cheftræner Kjetil Knutsen.

Gaute Helstrup er da også kun lige i sin første fase af sin karriere i Bodø/Glimt, hvor han blev ansat for kun et halvt år siden. Før det var han cheftræner i Tromsø.

Tipsbladet har talt med Phil Radley, Director of Football i FC Nordsjælland, om situationen.

- Ja, jeg har hørt og læst om en del navne på det seneste, og en del af dem kender vi selvfølgelig. Grundlæggende må jeg sige, at det er fantastisk at mærke, hvordan FC Nordsjælland er blevet én af de få klubber i Skandinavien, som kan tiltrække både trænere og stab fra øverste hylde, siger Phil Radley og tilføjer:

- Vi er stolte af, at så mange gerne vil sættes i forbindelse med os - og vi glæder os til at kunne fortsætte arbejdet den næste uges tid, så vi er klar til at præsentere en ny cheftræner, når spillerne vender retur 24. juni.

FC Nordsjællands nu tidligere cheftræner Johannes Hoff Thorup er skiftet til Norwich fra Championship.

Han blev denne sommer solgt for næsten seks millioner kroner til den engelske klub.