FC Nordsjælland skal på jagt efter en ny cheftræner.
Tipsbladet kan afsløre, at FC Nordsjælland og Norwich mandag er blevet enige om et salg, så Johannes Hoff Thorup skifter til Championship-klubben.
Ifølge Tipsbladets oplysninger sælger Superliga-klubben ham for mere end fem millioner kroner.
35-årige Hoff Thorup når dermed at have trænet Superliga-holdet i Farum i halvandet år, efter han i januar 2023 på overraskende vis fik jobbet som afløser for Flemming Pedersen.
I de seneste dage er Johannes Hoff Thorup blevet sat i forbindelse med jobbet i Norwich, der efter sæsonen fyrede David Wagner.
Engelske medier har også skrevet, at den danske cheftræner har fået sin arbejdstilladelse på plads, ligesom hans egne personlige forhold er på plads, så sidste knast var, at klubberne skulle blive enige.
Det er de altså nu, kan Tipsbladet løfte sløret for.
I Norwich skal Johannes Hoff Thorup forsøge at få klubben op i Premier League igen, mens FC Nordsjælland nu skal på jagt efter hans afløser.
Mandag sagde Superliga-holdet farvel og tak for denne sæson. Det blev ikke til et foreløbigt gensyn for Johannes Hoff Thorup.