SønderjyskE måtte mandag aften overgive sig, da man gæstede FC Midtjylland i Superligaen. Her vandt ligaens tophold nemlig 3-0 efter tre mål i første halvleg.
Udeholdets træner, Glen Riddersholm, var efter kampen godt klar over, at SønderjyskE skulle gøre det bedre.
- Det er klart, vi er ikke tilfredse med første halvleg. Vi får en fornuftig start på kampen, og så bliver vi overmodige og smider bolden uprovokeret to gange, som giver FC Midtjylland noget af det, man helst ikke må her på MCH Arena - omstillinger, og det straffer de kynisk og dygtigt, sagde den tidligere FCM-træner til TV3 Plus efter kampen.
Læs også:Paulinhos langskud sender FC Midtjylland tættere på guld
Han var dog mere positivt stemt over for, hvad han så fra sine spillere efter pausen.
- Jeg er selvfølgelig tilfreds med den måde, vi får lukket FC Midtjylland ned på i anden halvleg. Det viser, at vi trods alt har en defensiv organisation, som virker. Men det er klart, at vi også viser i dag, at der er et stykke op til FC Midtjylland.
- Det er klart, at når vi er så naive, at vi tror, vi kan spille en åben kamp mod FC Midtjylland, så bliver vi straffet, og det er fuldt fortjent, siger Glen Riddersholm.
Læs også:LIVE: Sådan gik det da FCM bankede SønderjyskE
Der var dog lidt at tage med hjem til Haderslev, mener han. Nu gælder det overlevelse.
- Vi kan jo se, der er noget i vores eget spil, som virker godt. Og så er der jo bare stor forskel på SønderjyskE og FC Midtjylland i Superligaen, det skal der også være. Vi er klar til overlevelseskampen, det er ikke mod FC Midtjylland, vi skal hente vores point, siger Glen Riddersholm.
Midtjyderne har 59 point på førstepladsen, SønderjyskE har 25 på 10.-pladsen.
Læs også:Bedst og værst: Brasiliansk drømmemål i sikker FCM-sejr
Læs også:SønderjyskE's start-ellever: Rilwan Hassan tilbage i Herning
Læs også:Ronnie Schwartz starter på toppen: Sådan stiller FCM op