Video : Tipsbladet
Superliga

Advarer mod rivaler: FCK må ikke falde i søvn igen

Konkurrencen fra FC Midtjylland og FC Nordsjælland og deres ejere får FCK's tidligere topspiller og bestyrelsesmedlem William Kvist til at stille krav til FCK's ejerskab.

KØBENHAVN (TIPSBLADET): Et nyt træningsanlæg i Ikast, store planer om faciliteter til FC Nordsjælland og en masse appetit på investeringer.

Det er nogle af overskrifterne fra FC Midtjylland og FC Nordsjælland i disse måneder og år, hvor FC Midtjylland 1. marts åbnede ny sponsorlounge og skybokse til et stort millionbeløb, mens FC Nordsjælland om mindre end et år har en fuldt funktionsdygtig søsterklub i MLS i den californiske storby San Diego.

Med Anders Holch Povlsen som hovedaktionær i FC Midtjylland siden august sidste år og familien Mansour for bordenden i FC Nordsjælland og Right To Dream har de to klubber ejere med midler, der langt overgår, hvad FC Københavns ejerkreds har.

Det vakte opsigt, da ejerne i FC København samme dag som nederlaget i Herning til FC Midtjylland annoncerede et udbytte for 2023 på omkring 100 millioner kroner, og i et stort interview med Tipsbladet lufter det tidligere FCK-topnavn William Kvist en bekymring for, hvad der sker med hjerteklubben, hvis der ikke snart investeres massivt i Parken og et nyt træningsanlæg til FCK.

Der kan sagtens sidde ejere i de klubber, der er fristet til at lukke hullet i økonomien i spillerbudgettet, så FC København ikke er så langt foran

Og selvom Kvist kun har roser til overs for de strategiske tanker i Herning og Farum, bekymrer det ham på barndomsklubbens vegne, at der tilsyneladende ikke er nær samme lyst hos ejerne til at smide penge i fodboldafdelingens rammer her og nu.

- Vi ser nogle renere fodboldklubber med mere tydelige fodboldprojekter, som giver dem en styrke. Der er noget omkring FC Nordsjællands koncept, der er enormt stærkt. Deres metodik og måde at tænke fodbold på, og så en rig ejer bagved, der gerne vil fodboldspillet.

- Så har vi FC Midtjylland med deres kultur, der især handler om at være nysgerrig og få mere ud af det, man har. Og som igen har fået en meget stærk dansk ejer, som går virkelig hårdt ind i projektet. Det udfordrer og stiller spørgsmål til FC Københavns ejere. Hvor meget vil I det? Hvor meget kan I levere? For FC København bliver presset på flere fronter, end klubben gjorde i nullerne og starten af 10'erne, siger William Kvist til Tipsbladet.

- Vi har fået nogle konkurrenter, der er vedholdende over længere tid og har større styrke. De er lige i hælene på os.

Vis lysten
William Kvist forstår ikke, at der ved den anden kvalifikation i træk til Champions League for et halvt års tid siden ikke straks blev meldt offensivt ud fra FC Københavns ejere om nye ambitioner og vilje til at investere.

- Se, da FC Midtjylland kom i Champions League i 2020. Med det samme var de klar til at melde ud, at de skulle have et nyt træningsanlæg, og at de var klar til at bruge pengene på det for at sikre fremtiden. De kunne da sagtens have brugt de penge på spillere her og nu i stedet. Men de ved, at det er vigtigt at investere med et langsigtet perspektiv. De vidste, at det var enormt vigtigt for dem.

- Der ser vi forskellen i ejerskaberne hos FC Midtjylland og FC København. Det er forskellen i viljen til at udvikle fodboldafdelingen. FCK har den bedste sportslige og kommercielle ledelse herhjemme. Men jeg kan være bekymret for, at 'PC', Jacob Lauesen, Jacob Neestrup og Sune Schmidt præstere på trods af ejerskabet, hvor deres kolleger i FC Midtjylland og FC Nordsjælland får stor opbakning fra deres bagland. Jeg kan være bange for, at de mere rene fodboldejerskaber i FC Midtjylland og FC Nordsjælland kan lukke hullet op til FC København.

Det virker usandsynligt, at FC Midtjylland og FC Nordsjælland på kort sigt nærmer sig FC Københavns spillerbudget og dermed forbrug på transfers og lønninger på spillere til førsteholdet.

Men den vilje og det mod til at smide penge i faciliteter og rammer til førsteholdet og ungdomsafdelingen, Kvist ser hos konkurrenterne, gør ham urolig på FCK's vegne.

- Der kan sagtens sidde ejere i de klubber, der er fristet til at lukke hullet i økonomien i spillerbudgettet, så FC København ikke er så langt foran, mens de klubber i større grad jagter de sidste procenter på træningsanlæg, på metoder og på at afprøve nye koncepter. Og så vil FC København reelt ikke have noget nævneværdigt forspring til eksempelvis FC Midtjylland eller FC Nordsjælland, siger William Kvist.

Claus Steinlein (til venstre) og FC Midtjylland har store planer.

- Der kan sagtens sidde ejere i de klubber, der er fristet til at lukke hullet i økonomien i spillerbudgettet, så FC København ikke er så langt foran, men de klubber jagter i større grad de sidste procenter på træningsanlæg, på metoder og på at afprøve nye koncepter. Og når så FC København eksempelvis har dyre nøglespillere skadet, er forspringet til eksempelvis FC Midtjylland eller FC Nordsjælland reelt ikke særligt stort, siger William Kvist.

FC Midtjyllands ejer Anders Holch Povlsen blev sidste år vurderet af finansmediet Forbes til at være god for omtrent 50 milliarder kroner.

Samme medie vurderede Mansour-familiens overhoved Mohamed Mansour til personligt at råde over værdier på 25 milliarder kroner, mens flere andre familiemedlemmer involveret i Mansour Group også er multimilliardærer.