AaB vendte med tre mål i slutminutterne et nederlag til sejr, da holdet vandt 3-1 over Sønderjyske på udebane i 3F Superligaen.
Med ét minut tilbage af kampen scorede kantspilleren Kasper Kusk sejrsmålet på et straffespark, og få minutter efter lukkede Mikkel Kaufmann kampen med sit andet mål.
AaB var ellers bagud, da stadionuret rundede 80 minutter, men så udlignede Kaufmann med sit første mål.
Sønderjyske havde ført en stor del af kampen, efter Mart Lieder bragte holdet foran i første halvleg.
Med sejren ligger AaB, der søndag var uden cheftræner Jacob Friis, hvis datter torsdag fik konstateret leukæmi, på femtepladsen med 22 point, mens Sønderjyske er på tiendepladsen med 18 point.
Læs også:Bedst og værst: OB-fans hyldede kræftramt legende i målrig kamp mod FCN
Først efter 20 minutter kom den første mulighed, da AaB's venstreback Patrick Kristensen kom først på et fladt indlæg, men skuddet blev reddet.
Efter 25 minutter bragte Sønderjyske sig foran, da Mart Lieder headede Christian "Greko" Jakobsens skarpe indlæg i nettet til 1-0.
Efter målet trykkede AaB hjemmeholdet længere tilbage på banen, men selv om nordjyderne havde meget spil på Sønderjyskes halvdel, blev det ikke til mere end et par ufarlige hjørnespark.
Sønderjyskes velorganiserede forsvar holdt godt stand og sørgede for, at AaB ikke kunne finde holdets bedste offensive kort, anfører Lucas Andersen, i farlige positioner.
Netop Andersen måtte lade sig udskifte i pausen med en skade.
Læs også:Modnet Ronnie Schwartz åben for nyt udenlandseventyr
I anden halvleg slap begge hold tøjlerne, og kampen blev anderledes chancerig.
Både Rilwan Hassan, som ramte stolpen, og Kasper Kusk var tæt på flere gange, men det var først i slutminutterne, at målene kom.
Med ti minutter tilbage af kampen udlignede Mikkel Kaufmann med sit hovedstødsmål.
Og med to minutter tilbage sparkede Kasper Kusk et straffespark op i nettaget.
I dommerens tillægstid lukkede AaB kampen, da Mikkel Kaufmann fik plads til at løbe ned mod Sønderjyske-målet og sparke bolden fladt i mål.
/ritzau/
Læs også:LIVE: Sådan gik det til, da SønderjyskE tog imod AaB
Læs også:Bedst og værst: Kusk greb chancen i drama
Læs også:Ståle inden AGF: Det bliver en svær kamp i en god kulisse