Video : Tipsbladet
Skandinavien

Tomasson imponeret af opbakningen til den første træning i Malmö

1500 tilskuere overværede Malmö FFs første træning med cheftræner Jon Dahl Tomasson, og danskeren var begejstret for det store fremmøde.

Mandag tog Jon Dahl Tomasson hul på sin første træning i rollen som cheftræner for Malmö FF.

Den tidligere assisterende landstræner blev tidligere på måneden præsenteret som ny cheftræner i den svenske storklub, efter Uwe Rösler selv valgte at forlade jobbet i december.

Tomasson var positivt overrasket efter sin første træning med sit svenske mandskab, hvor rigtig mange tilhængere havde fundet vej til træningsanlæget for at overvære Malmö-spillerne.

Læs også:Avis: Malmö FF kæmpede for at få Hammarby-træner – endte med Jon Dahl

- Det var en fantastisk kulisse. 1500 tilskuere til en træning er vildt, siger den danske cheftræner til den svenske avis Kvällsposten.

- Jeg har været på mange store hold og spillet i større ligaer. Jeg har muligvis oplevet lidt af det her i Feyenoord, men ellers har jeg ikke været med til noget tilsvarende.

I efteråret formåede Malmö FF at kvalificere sig videre som nummer ét fra gruppespillet i Europa League, hvor holdet var i pulje med danske FC København. Derfor skal det svenske mandskab op imod tyske Wolfsburg på udebane den 20. februar, og forberedelserne til den kamp er allerede begyndt.

Læs også:Hollænder bliver Jon Dahl Tomassons assistent i Malmö FF

- Det er fantastisk, at vi er kvalificeret videre i Europa League. Nu venter Wolfsburg, og det skal vi håndtere på den bedst mulige måde. Hver dag er en mulighed for os til at blive bedre.

Malmö FF missede akkurat titlen i den svenske liga Allsvenskan i sidste sæson, da holdet sluttede på en andenplads blot ét point efter vinderne fra Djurgårdens IF.

Læs også:Officielt: Malmö henter FC København-emne hjem

Læs også:Bekymret svensk landshold skal flyve over Iran på mandag