Tidligere Randers-angriber lagt for had: Folk forsøgte virkelig at såre mig
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Skandinavien

Tidligere Randers-angriber lagt for had: Folk forsøgte virkelig at såre mig

Nikola Djurdjic blev en upopulær mand i Hammarby i efteråret, da han øjensynligt deltog i AIK's mesterskabsfest. Men den tidligere Randers-angriber fastholder, at han ikke var med til at fejre rivalernes guld, og fortæller, at han blev lagt for had af egne fans.

Mens Nikolaj Djurdjic' ophold i Randers FC ikke var nogen succes, har han haft anderledes held med sig i Hammarby. 13 mål og 8 oplæg i 27 kampe blev det til i 2018, og selv om en plads i Europa League-kvalifikationen glippede til sidst, var Djurdjic en nøglespiller på sit hold.

Den sportslige succes var dog ikke nok til at fastholde fansenes gunst, da han umiddelbart efter sæsonafslutningen blev spottet på samme natklub, som rivalerne fra AIK fejrede deres mesterskab. Tværtimod vendte Hammarbys egne tilhængere sig mod ham.

- Jeg blev lidt chokeret, for folk gik for langt. Der skulle bare en avis artikel til at forblinde folk. Lige pludselig var alt, hvad jeg havde gjort, glemt; at jeg var den, som tog slagsmålene, og at jeg var den, som talte højest om guld til Hammarby. Lige pludselig var det falsk, og noget andet var sandt. Det skuffede mig, hvor hurtigt folk glemte, og hvor meget had jeg fik. Folk forsøgte virkelig at være personlig og såre mig, siger Djurdjic ifølge Fotbollskanalen.

Den serbiske angriber fastholder desuden, at han ikke deltog i AIK's mesterskabsfejring. Han opholdt sig allerede på natklubben Soap Bar sammen med den tidligere Randers- og Silkeborg-spiller Vladimir Rodic, da AIK-spillerne ankom dertil. Han hævder desuden, at han forlod stedet kort efter, men det var altså nok til, at han blev fanget på et billede.

De hårde beskeder blev så talrige, at Djurdjic overvejede helt at forlade Hammarby, hvis hans tilstedeværelse og manglende popularitet kom til at skabe problemer for holdet. Nu føler han dog, at han har fansenes opbakning igen.