Anders Christiansen vendte i sommeren 2018 tilbage til Malmö FF efter et mislykket ophold i belgiske Gent, og danskeren har hurtigt genetableret sig som en af de store profiler i Allsvenskan.
I 2019 scorede den danske midtbanespiller ni mål og lagde op til tre på 24 kampe i den bedste svenske række, og præstationerne bliver han nu hyldet for.
Læs også:Zlatan-statue udsat for mere hærværk: Næsen er væk
Det svenske medie Fotbollskanalen har således rangeret de 25 bedste spillere i Allsvenskan i 2019, og her er Anders Christiansen med i toppen af listen.
Han er således på andenpladsen, og kun forsvarsspilleren Marcus Danielson fra Allsvenskan-mestrene Djurgårdens IF overgår ham.
- Meget få har en sådan aura og sans for pludseligt at kunne afgøre en kamp på egen hånd som Malmö FF’s Anders Christiansen. Når det kommer til afgørende aktioner, kan han gøre det på alle forskellige typer underlag, skriver Fotbollskanalen blandt andet om ”AC”.
Læs også:Medie: Jon Dahl Tomasson afviser Malmö
Anders Christiansen er ikke den eneste dansker på listen, hvor Jeppe Andersen fra Hammarby IF er nummer 19, mens Søren Rieks fra Malmö FF er nummer 11.
Andre tidligere Superliga-spillere på listen inkluderer Alexander Kacaniklic som nummer 24, Johan Dahlin som nummer 15, Robin Söder som nummer 13 og Nikola Djurdjic som nummer fem.