Stak hvid løgn: Tysk spion sneg sig ind til Malmö-træning
Mange klubber er på træningslejr i øjeblikket, og det gælder også Malmö FF, der har slået sig ned i spanske Marbella.
Her skal klubbens danske cheftræner Jon Dahl Tomasson gøre holdet klar til den 20. februar, hvor der venter en storkamp mod VfL Wolfsburg i 1/16-finalen af Europa League. Forberedelserne er altså godt i gang i Malmö FF, og de er de tilsyneladende også i den tyske klub.
Den svenske avis Expressen skriver, at en scout fra Wolfsburg havde sneget sig ind til Malmö FF's træning i Marbella tirsdag formiddag under påskud af at være tysk journalist.
Læs også:Tidligere Hobro-profil imponerer i Malmö: Viser stort potentiale
Avisen beskriver, at en person med solbriller og en iPad i skødet sad og tastede på livet løs under hele Malmös træning. Ret hurtigt lykkedes det Expressen at opklare, at der ikke var tale om en tysk journalist.
Bag solbrillerne gemte sig Martin Raschick, der er scout for Wolfsburg.
- Han løj altså? Det er ikke godt, man skal aldrig lyve, siger Jon Dahl Tomasson, der ikke vil gøre et stort nummer ud af den tyske spionage:
Læs også:Esbjerg-træner: Der var en vis usikkerhed om, hvor attraktiv vi er som klub
- Der var ikke så meget at se. Han kunne lige så godt have siddet hjemme og drukket kaffe.
Expressen har også talt med Daniel Andersson, der er sportschef i Malmö FF, og han fortæller, at den tyske scout ikke gjorde noget ulovligt ved at være tilstede ved træningen, da der var tale om en åben træning, hvor alle var velkommen.
- Men de har åbenbart meget stor respekt for os, siger sportschefen.
Malmö FF starter på udebane mod Wolfsburg den 20. februar med returkamp i Sverige en uge senere.
Læs også:Overblik: Superligaens vintertransfers 2020
Læs også:Hollandsk klub fyrer Ricardo Moniz
Læs også:Målrettet Jon Dahl: Ingen tvivl om, hvad vi går efter - vi skal vinde guld