Zlatan Ibrahimovic har haft stor succes i italiensk fodbold, hvor han nåede at spille for både Juventus, Inter og AC Milan, og i indeværende sæson har endnu en svensker taget Serie A med storm.
I Parma har Dejan Kulusevski, der er udlejet fra Atalanta, været en stor profil med tre mål og fem oplæg efter 13 kampe, og præstationer er blevet bemærket af de større Serie A-klubber.
Således skulle både Inter og Juventus være interesserede i den 19-årige svensker. Det skriver både Gazetta dello Sport og Tuttosport.
Ifølge sidstnævnte kan det dog blive dyrt at få fingrene i Dejan Kulusevski. Svenskerens ejerklub, Atalanta, kræver angiveligt hele 45 millioner euro – svarende til knap 338 millioner kroner.
Dejan Kulusevski kom til Atalanta fra svenske IF Brommapojkarna allerede i 2016 som 16-årig. I Atalanta er det blot blevet til tre optrædener, men præstationer for Parma i denne sæson har givet ham debut på det svenske A-landshold.