Der var lagt op til et varmt eventyr for Magnus Kofod Andersen, da han forlod Superligaen som en profil for godt og vel to år siden og rykkede til Serie B-klubben Venezia, men siden da har det haltet med spilletiden.
Selv om Venezia i sidste sæson opnåede den helt store triumf og rykkede op i Serie A, så var det primært med Kofod i en reserverolle, og nu kan det være, at han slet ikke tager turen med op i det fineste selskab.
Tipsbladet erfarer, at der er interesse for Magnus Kofod Andersen, og at han kan være på vej videre denne sommer.
Eksempelvis har den hollandske klub FC Groningen, der er rykket op i Æresdivisionen, spurgt på Kofod, men det har ikke udmøntet sig i noget konkret indtil videre.
Som Tipsbladet forstår det, er FC Groningen ikke den eneste klub, som har spurgt på Kofod, og derfor er situationen lige nu den, at Venezia skal evaluere de forskellige forespørgsler, for at finde ud af hvad der skal ske med danskeren.
Magnus Kofod Andersen står foreløbig noteret for 51 kampe for Venezia, men mange af disse har været som indskifter. Den nu 25-årige midtbanemand var ellers vant til at spille fast i sin tid i FC Nordsjælland, hvor han ofte var en bærende mand på den centrale midtbane.