FC Barcelona er hårdt ramt af økonomiske problemer med en gæld på omkring 8,8 milliarder kroner. Samtidig er det kommet frem i et læk til den spanske avis El Mundo, at klubbens helt store profil Lionel Messi tjener én milliard kroner om året.
I Barcelona-legenden Michael Laudrups øjne er det dog langt fra et tal, som er for højt. Det fortæller han til TV3+.
- Når folk står og og går almindeligt på arbejde, og de hører om de beløb, der er indenfor sporten, så er det ligemeget om det er fem millioner eller 10, 20 eller 30 millioner. Det er jo vanvittige tal. Så kommer den der debat op om, hvorvidt nogen er så meget værd. Nej, siger Laudrup og slår fast, at det ikke drejer sig om noget helt andet.
- Det er om den person tjener sine egne penge og mere ind. Så er det jo ikke ham eller hende (der skaber underskuddet red.). Hvis Messi ikke var der, så kan man sige, at så var der en milliard mindre. Ja, men så ville der være færre indtægter, og så kan det godt være, at beløbet stadig hedder 8,8 milliarder, som de skylder væk, lyder det fra ham med henblik på, at Messi tiltrækker mange sponsorer og tilskuere, ligesom han skaber et stort trøjesalg.
I stedet for Messi, så mener Barcelona-legenden, at man i stedet skal kigge andre steder i truppen, når det kommer til, hvem der er dyre for dem.
- Det kan være ham på bænken, som tjener 30 millioner kroner og spiller seks kampe om året. Han er dyr, fordi han er penge ud af vinduet. Han tjener heller ingen penge til klubben. Det er de spillere, der er dyre. For mig at se er det ikke Messi, forklarer Laudrup.
En af de spillere, som har været dyr for Barcelona er Dembele, som er ved at udvikle sig til at være den spiller, som de har betalt mest for nogensinde. Læs mere om det her.