Mileta Rajovic lever på lånt tid i Brøndby.
Den brølstærke angriber er på leje frem til sommer, men en klausul i hans kontrakt gør, at Watford kan kalde ham tilbage til England, hvis de ønsker.
Vurderer den engelske klub, at der skal garderes foran i løbet af januar, kan Mileta Rajovic derfor have spillet sin sidste kamp i en Brøndby-trøje.
Og det er selvfølgelig en speciel situation, fortæller angriberen til Viaplay efter Brøndbys sejr over AaB fredag aften.
- Det er selvfølgelig specielt, at der er den mulighed for, at de kan tage mig tilbage. Men lige nu er jeg her, og jeg er her i hvert fald de næste to uger, indtil pokalkampene er spillet færdige, så må vi se, hvad der sker, fortæller han til Viaplay.
Angriberen nyder tilværelsen i Brøndby, men er stadig i hyppig dialog med Watford.
- Vi har haft noget snak med både træneren og assistenttræneren (i Watford, red). De siger jo bare, at jeg skal gøre det så godt, jeg kan. Og det er selvfølgelig det, jeg gør. Jeg er klar på det hele. Jeg elsker at være her. Lige nu er jeg her indtil sommer. Det er sådan, det lyder med mit lejeophold, fortæller han til Viaplay.
Når Rajovic kan have spillet sin sidste kamp i Brøndby, skyldes det, at han ikke er aktuel til de to pokalkvartfinaler mod AGF.
Angriberen fik nemlig et rødt kort i ottendedelsfinalen mod FC Midtjylland og er derfor i karantæne.
Rajovic er noteret for 11 kampe for Brøndby denne sæson. Her er det blevet til seks scoringer.
Du kan se interviewet med Mileta Rajovic i videoafspilleren øverst.