Video : Tipsbladet
Serie A

Penge til Brøndby: 'Frendrup skifter til sommer'

Ifølge den italienske transferjournalist Gianluca Di Marzio forlader Morten Frendrup helt sikkert Genoa til sommer. Et skifte for den danske midtbanespiller vil også sende penge til Brøndby, der i sin tid sikrede sig en videresalgsklausul, da man solgte Frendrup.

Han har haft bragende succes i Genoa, siden han for snart tre år siden kom til klubben fra Brøndby, men Morten Frendrups tid i den liguriske klub lakker mod enden. 

Den 23-årige danske landsholdsspiller har nemlig kurs mod en større klub, og ifølge den italienske transferjournalist Gianluca Di Marzio ligger det fast, at Frendrup er i gang med sin sidste sæson i Genoa. 

Et skifte allerede her til vinter kommer dog ikke på tale, selvom flere klubber lurer på den tidligere Brøndby-profil. 

- Genoa har solgt mange af deres bedste spillere i løbet af det seneste år, så hvis de sælger Frendrup nu, vil alle de Genoa-fans, der har købt sæsonkort, skabe en masse problemer for klubben, siger Gianluca Di Marzio til Tipsbladet. 

Til sommer kan turen dog meget vel gå til San Siro, lyder det fra transferjournalisten. 

- AC Milan synes rigtigt godt om ham, og de har brug for en spiller som ham. Genoa vil ikke sælge ham til januar, men til sommer kommer han helt sikkert til at forlade klubben. Men lige nu er det ikke det rette tidspunkt, siger Gianluca Di Marzio. 

Morten Frendrup har spillet 103 kampe for Genoa siden skiftet fra Brøndby i januar 2022. 

Ifølge Tipsbladets oplysninger sikrede Brøndby sig en videresalgsklausul på 15 procent, da den danske klub solgte Frendrup til Genoa.