Video : Tipsbladet
Superliga

Tæt på eksklusiv klub: Vil gøre mig utrolig stolt

AGF's Patrick Mortensen er tæt på at slutte sig til en eksklusiv skare af Superliga-spillere, der har scoret 100 mål i landets bedste række.

ÅRHUS (Tipsbladet): Simen Nordli, Mathias Kvistgaarden og Tonni Adamsen udgør Top 3 på topscorerlisten i denne sæson, og lige efter følger AGF's Patrick Mortensen.

Og toppen af topscorerlisten er vant territorium for Patrick Mortensen, der har ligget blandt Superligaens mest scorende spillere sæson efter sæson, siden han skiftede AGF.

AGF-angriberen er den mest scorende Superliga-spiller, siden han skiftede til klubben.

Og Patrick Mortensen, der har kontraktudløb til sommer, er tæt på en bemærkelsesværdig klub af spillere, der har scoret 100 mål i Superligaen.

Patrick Mortensen er på 94 mål og dermed den niendemest scorende spiller i Superligaen, og efter otte mål i første halvdel af sæsonen virker det ikke urealistisk, at Patrick Mortensen kan runde 100 mål i denne sæson.

- Det vil være en stor milepæl, og det vil gøre mig utrolig stolt. Jeg havde ikke regnet med at skulle stå og have det spørgsmål, da jeg kom til AGF i 2019. Det har været en fantastisk rejse, og lad os håbe, det fortsætter, og at jeg rammer de 100 inden længe. Det vil være rigtig stort, siger Patrick Mortensen.

Morten 'Duncan' Rasmussen, Peter Graulund og Søren Andersen er tre tidligere AGF'ere i Klub 100, men hver af dem har scoret betydeligt flere mål for andre klubber end AGF end Mortensen, der scorede ti Superliga-mål for Lyngby i første halvdel af karrieren.

Der er endnu ikke afklaring om Patrick Mortensens fremtid i AGF, når kontrakten i Århus udløber efter 30. juni 2025.

AaB's Nicklas Helenius er også på 94 mål i Superligaen.