La Liga

Guardiola: Busquets er verdens bedste

Josep Guardiola er ikke i tvivl om, hvem der er verdens bedste midtbanespiller. Det er Sergio Busquets.

Når man sætter sig ned for at opremse de mange stjernespillere i Barcelona, har de fleste af os en klar tendens til at glemme at nævne navnet Sergio Busquets. Ofte har man så travlt med folk som Lionel Messi, Xavi, Andres Iniesta og Cesc Fabregas, at man helt glemmer den spanske midtbanespiller.

Og det er en klar fejl, mener Barcelona-manager, Josep Guardiola. Har har meget høje tanker om midtbanespilleren, som man sjældent lægger meget mærke til i løbet af en kamp, men som ganske enkelt udfører sit arbejde sublimt.

- Busquets fortjener alt. Jeg vil gerne have lov til at citere Del Bosque (Spaniens landstræner, red.): "Hvis det kunne lade sig gøre, ville jeg gerne reinkarneres som ham". Han er den bedste midtbanespiller i verden, siger Guardiola til

Sport

og fortsætter lovprisningen:

- Jeg kan godt lide hans ydmyghed, hans tavshed og hans evne til at leve uden at være hovedpersonen. Det er ham, der giver os balance. Hans holdkammerater ved, at vi ikke kunne spille, som vi gør, uden ham. Barcelona har sig i ham en uvurderlig spiller. Han var en fantastisk opdagelse, og han har udviklet sig meget hurtigt, lyder de rosende ord fra Pep Guardiola.

23-årige Sergio Busquets er et produkt af Barcelonas egen talentfabrik, og han har således aldrig repræsenteret andre klubber end det catalanske fodboldflagskib.