Da Diego Costa i 2014 skiftede fra Atletico Madrid i Spanien til Chelsea i England, gik der rod i angriberens skattepapirer, og han manglede at opgive knap 44 millioner kroner på sit skattekort. Og det har nu udmøntet sig i en straf.
Torsdag var angriberen nemlig i retten i forbindelse med sagen om skattesvindel, og her blev han idømt en fængselsdom på seks måneder samt en bøde knap fire millioner kroner. Men fængselsdommen slipper han for, skriver BBC.
Læs også:Anklaget for skattesvindel: Diego Costa skal i retten på torsdag
Diego Costa har nemlig betalt sig fra at skulle i fængsel, som man kan med fængselsstraffe på under to år i Spanien.
Han er i stedet gået med til at betale en daglig bøde på 100 euro – ca. 750 kroner – i et helt år, hvilket udmønter sig i knap 274.000 kroner.
Desuden har han også betalt det skattebeløb, som han ikke betalte i 2014.
Tidligere har flere andre stjerner som Lionel Messi og Cristiano Ronaldo også været i problemer med de spanske skattemyndigheder, men heller ikke de har været i fængsel.
Diego Costa og holdkammeraterne i Atletico Madrid skal i aktion igen i næste uge, hvor La Liga genoptages. Hidtil er det blot blevet til to mål på 13 kampe for Costa i denne sæsons La Liga, hvor Atletico Madrid er på en skuffende sjetteplads i La Liga efter 27 spillerunder.