Video : Tipsbladet
Premier League

Ny United-boss vil af med Eriksen og seks andre

Det ser sort ud for Christian Eriksen i Manchester United.

Mandag blev det endegyldigt bekræftet, at den nye sportsdirektør i Manchester United er den nu tidligere Newcastle-boss Dan Ashworth. Hans arbejde med truppen er nu i gang, og fremtiden ser ikke god ud for Christian Eriksen i klubben.

Det skriver den engelske avis The Mirror, som peger på, at den danske landsholdsspiller er på listen over folk, der skal væk.

Samlet set drejer det sig om syv spillere, hvor det foruden danskeren er Casemiro, Victor Lindelöf, Harry Maguire, Antony, Jadon Sancho og Mason Greenwood, som man gerne vil have videre.

Hvis det sker, så regner man med, at det kan indbringe dem i alt helt utrolige 1,7 milliarder kroner, som skal være med til at give dem et transferbudget denne sommer på 2,2 milliarder kroner.

Det bliver i den forbindelse bemærket, at det er uvist, hvorvidt det overhovedet er muligt at sælge alle spillere, men at det skulle være sikkert, at de er klar til at tage et stort økonomisk tab på nogle af dem. Blandt andet ved Antony, som kostede dem 750 millioner kroner.

Christian Eriksen kom ind på en fri transfer i sommeren 2022 efter kontraktudløb i Brentford, og derfor vil der altså ikke være tale om et tab på danskeren uanset hvor lav prisen skulle være på ham, hvis han skulle blive solgt.

United-danskeren har i den seneste sæson haft svært ved at tilspille sig minutter på banen for den engelske storklub, og derfor kommer det heller ikke som den store overraskelse, at den nye sportsdirektør vil af med ham.

Som en del af pengene fra salgene bliver der peget på, at de blandt andet skal bruges på en ny angriber til at lette byrden for Eriksens landsholdskammerat Rasmus Højlund. I den forbindelse bliver Bolognas Joshua Zirkzee nævnt som en mulighed.