Video : Tipsbladet
EM

Hjulmand som landstræner splitter Fanklubben

Størstedelen af Fanklubben ønsker en ny landstræner, men der er også folk, der ønsker at beholde Kasper Hjulmand.

Kasper Hjulmand og Danmark rejste hjem fra EM-slutrunden uden en sejr.

Det er den version, hvor glasset er halvt tomt, mens man med et halvt fyldt glas vil kigge på det faktum, at Danmark ikke tabte i gruppespillet og altså formåede at gå videre fra EM, hvor Tyskland i ottendedelsfinalen blev endestationen.

Den del er der flere i Tipsbladets Fanklubben, der vælger at gå med, men størstedelen af de adspurgte ønsker, at Danmark får en ny landstræner.

Og hvem skal det så være - ja de bud kan du læse mere om herunder.

Kasper Hjulmands Danmark nåede semifinalen ved EM i 2021, men ved VM i 2022 røg man ud efter et gruppespil, der bød på nederlag til Frankrig og Australien, mens det endte uafgjort mod Tunesien i åbningskampen.

Peter Møller har allerede været ude og frede Kasper Hjulmand, men det bringer ikke just glæde i Fanklubben.

Her er vurderingen fra Fanklubben på, om Kasper Hjulmand fortsat skal være landstræner, og hvem der i så fald skal afløse ham.

Kasper Hjulmand har været den helt rigtige træner for Danmark, men fremadrettet tror jeg ikke, at han er den rigtige træner.

Rasmus Bille Dam

- Jeg synes, at det er chokerende, at man freder en træner for landsholdet et par dage efter et EM, hvor man scorer to mål i fire kampe og ikke vinder en eneste kamp. Jeg synes, det er himmelråbende dårlig kommunikation, der stinker af middelmådighed. Selvfølgelig skal Kasper Hjulmands job være til debat efter sådan en slutrunde, dermed ikke sagt at han partout skal fyres, men at frede ham så kort tid efter er simpelthen ikke godt nok.

- Kasper Hjulmand har været den helt rigtige træner for Danmark, men fremadrettet tror jeg ikke, at han er den rigtige træner. Både Åge Hareide og Hjulmand kom ind som et frisk pust og byggede en ny stamme op med succes. Jeg tror, at det er tid til at gøre det samme igen med en ny træner, da vi lige nu har en meget aldrende trup, som skal gøres yngre. Jeg synes ikke, at Hjulmand har vist, at han kan lave det generationsskifte, som vi står foran på landsholdet.

- Kent Nielsen kunne være et frækt bud. Hans hold spiller altid flot offensiv fodbold, hans CV som træner er vel omtrent lige så kulørt som Hjulmands og Hareides dittoer, da de blev landstrænere, og vigtigst af alt så ved han om nogen, hvad det kræves at for at have succes som landsholdsspiller for Danmark.


Som erstatning vil jeg pege på Bo. Om han hedder Henriksen eller Svensson til efternavn, er jeg ligeglad med.

Mikkel Larsen

- Peter Møller skal jo frede Hjulmand, uanset om han reelt mener det eller ej, så lige hans ord ligger jeg ikke så meget i.

- Hjulmand skal fyres, og det kan kun gå for langsomt. Der er brug for et seriøst generationsskifte på det danske landshold, og det lader det ikke til, at Hjulmand tør at kaste sig ud i - han foretrækker hellere en hyggelig lejrskoletur med sine gode venner end at udtage en trup med de danske spillere, der spillemæssigt har fortjent en plads på landsholdet.

- Syv slutspilskampe i træk, uden sejr er simpelthen ikke godt nok.

- Som erstatning vil jeg pege på Bo. Om han hedder Henriksen eller Svensson til efternavn, er jeg ligeglad med, men det ville være nogle gode bud.

- Jeg takker hermed af som fanklubrepræsentant, da vi (Hvidovre IF) må en tur i NordicBet Ligaen. Det har været en fornøjelse at lege med.


- Jeg ser ingen oplagte bud, foruden Wieghorst.

Morten Munksgaard

- I min optik kan der aldrig nogensinde være tvivl om, at vi skal have ny landstræner; Hvis ikke efter Qatar-fadæsen så er det indiskutabelt, at det skal ske nu. Der er ingen andre klubber eller landshold, der ville tillade nul sejre til to slutrunder med et absolut over middel hold.

- DBU har og har altid haft nosser på størrelse med et atom, og derudover eksekverer de i samme tempo, som fanzonen i Stuttgart serverer øl. Der kan ikke være mange fagpersoner, der har flere gode argumenter tilbage for Hjulmand, og jeg tror, hele Danmark håber på, at Burnley lukker øjnene og vælger Hjulmand - for jeg tror faktisk oprigtigt, at han kunne være en fin klubtræner.

- Nul sejre ved to slutrunder, ved at snuble i århundredes nemmeste kvalifikationsgruppe, udtagelsen af hans gode venner fra 2021 og ingen nytænkning hverken på spillerne eller på det taktiske, handlingslammelse ved udskiftningssituationen, koncentration om småting og børnehaveanliggender i stedet for at træde i karakter. Der er mange argumenter, men to ting ved denne slutrunde har mistet den for mig:

  1. Han og resten af trænerstaben vidste ikke, at ét gult kort mere ville sende os videre på en formentligt bedre tredjeplads, men jeg stod efter 12 fadøl og kunne regne den ud. Så mange scenarier er der ikke i forhold til, at man spiller cirka to håndfulde kampe om året, og ens eneste fokus burde være en slutrunde hvert andet år.
  2. Da vi er gået videre med tre uafgjorte i en nem pulje, og han ikke ville svare på kritiske spørgsmål, men bad journalisterne om at "være glade". Det er simpelthen for lavt et ambitionsniveau.

- Den gode nyhed er dog, at jeg har hørt på vandrørene, at der er flere klubber, der er interesseret i Hjulmand, og at han egentlig er på vej videre - og derfor har mistet omklædningsrummet - også før EM. Forhåbentligt kan en klub smide lidt mønt i statskassen og samtidig gøre DBU en stor tjeneste.

- Jeg ser ingen oplagte bud, foruden Wieghorst, for hvis man kender DBU's "en-del-af-noget-kedeligere" handlemønstre, vil han være et oplagt bud. Jeg vil rigtigt gerne have én,, der samtidig med at være folkelig og kompetent, kommer med noget andet.

- Det kunne både være Thomas Frank, som nok bliver svær at få fat i, men også Bo Svensson eller måske Bo Henriksen, hvis udtalte drømmeønske er at være dansk landstræner. Derudover har jeg en i kikkerten, hvor landstrænerjobbet dog er én eller to postgange for tidligt, men jeg tror, at det en skønne dag bliver Jonathan Hartmann, der allerede er inde i DBU-maskinen og derudover er ufatteligt dygtig.


Tiden er moden til forandringer, og jeg siger tak for indsatsen til Hjulmand og Co.

Rasmus Thomsen

- Jeg synes altid, det kan være en svær debat om trænerfyringer. Oftest kan det være den nemme og hurtige løsning og ikke altid den bedste løsning. For hvad er alternativet?

- Jeg hælder mest til, at Danmark bør prøve en ny landstræner. Det tror jeg er den bedste løsning. Jeg håber, Danmark vil i en anden retning.

- Men jeg er lidt i tvivl om alternativet. For jeg ser ikke en fuldstændig oplagt afløser for Kasper Hjulmand.

- Men Danmark har gode trænere som aldrig før, så mon ikke der kan findes en kvalificeret dansker? Personligt ville jeg gå efter en anden type end Hjulmand, derfor håber jeg, at DBU er mere opfindsomme end at forfremme Morten Wieghorst eksempelvis.

- Alternativt synes jeg også, det kunne være spændende med et større udenlandsk navn. Ikke en svensker eller nordmand. Men et større internationalt navn. Tiden er moden til forandringer, og jeg siger tak for indsatsen til Hjulmand og Co. 


Der er vel nærmest kun én oplagt mulighed: Thomas Frank.

Charlie Friborg Petersen

- Hjulmand er ikke den rigtige landstræner, og det viser denne slutrunde med al tydelighed - det er nu tre år siden, vi sidst vandt en kamp ved en slutrunde, og det er simpelthen bare ikke godt nok - landsholdet skal fornyes, og det kan kun gå for langsomt.

- Hvem skal så være den, som overtager? Med tanke på hvilken opgave, personen står overfor - nemlig fornyelse - så er der vel nærmest kun en oplagt mulighed: Thomas Frank. Han har bevist, at han kan forvandle et fodboldhold i den bedste engelske række, og han kan arbejde og udvikle unge spillere og talenter!


Jeg ønsker mig den person, der kan levere et vellykket generationsskifte på landsholdet som landstræner.

Tobias Lawaetz

- Jeg må erkende, at jeg ikke er overbevist om, hvorvidt Hjulmand skal fortsætte som landstræner. Omvendt er jeg heller ikke på et “Hjulmand-RAUS” hold og synes, der er argumenter både for og imod.

- Skulle man forsøge at sætte sig i Peter Møllers stol, synes jeg også det er svært at sige, om Hjulmand er den rigtige landstræner. For er der konsistens mellem de nuværende præstationer og argumentationen om at vælge Hjulmand over Hareide for at få fokus på flottere spil, at begejstre, og skabe en tydligere rød tråd. Spørgsmålet er af retorisk karakter, for selvfølgelig er der ikke det.

- Jeg synes, at den person, der er landstræner for Danmark ved starten af VM-kvalifikationen, skal stå for et generationsskifte på holdet, og hvem har været bedre til det end den Kasper Hjulmand, man så i FC Nordsjælland? Omvendt har få været dårligere til det end Kasper Hjulmand på landsholdet.

- Jeg ønsker mig den person, der kan levere et vellykket generationsskifte på landsholdet som landstræner - og hvis det er Kasper Hjulmand, så be my guest!


Jeg vil helst ikke gå ind i navnelege, da vi alle sammen drømmer om det ypperste, og så ender med at stå med f.eks. Andreas Alm

Morten Bech Højgaard

- Såfremt man ønsker en træner med dansk pas, så findes der nok ikke en bedre træner pt.

- Jeg mener umiddelbart, at Hjulmand er den rigtige landstræner, han skal dog begynde at kunne håndtere kritik bedre.

- For mig som fan af landsholdet vil det klæde Hjulmand f.eks. efter Slovenien-kampen at sige "ja, vi spillede bedre i første halvleg, og jeg kan godt se, at anden halvleg var dårligere fra vores side".

- Man behøver jo ikke at smide sig selv eller spillere under bussen, fordi man er lidt selvkritisk.

- Min opfattelse af, om Hjulmand er den rigtige, vil også afhænge meget af den fornyelse/foryngelsesproces, der skal ske nu.

- Og han skal tilbage til mantraet om, at man skal spille på sit klubhold for at spille på landsholdet.

- Jeg vil hellere se en fit og kampklar spiller fra den belgiske liga, end en spiller der kun er semiklar fra den italienske liga, selvom det nok er en finere adresse i Italien.

- DBU skal dog til at tænke på tiden efter Hjulmand, og om det skal være en med dansk pas eller udenlandsk.

- Jeg vil helst ikke gå ind i navnelege, da vi alle sammen drømmer om det ypperste, og så ender med at stå med f.eks. Andreas Alm ....

- Det var ordene fra en OB-fan, som slutter af her med at citere Andreas Odbjerg "Vi skal ud og finde ud af, hvordan pølsen smager i 1. division".


Selvfølgelig er det besnærende med et trænerskifte, når målene ikke vælter ind, men det betyder også, at vi skal kortslutte en flerårig proces og starte forfra med en nye tanker og en helt ny spillestil.

Jesper Koerstz Jensen

Jeg synes helt sikkert, at Kasper Hjulmand er den rigtige landstræner. Han har bragt os i en EM-semifinale, holdt os i øverste lag i Nations League, kvalificeret os til flere slutrunder i træk og synes at have et godt tag i spillertruppen.

- Og så er jeg med på, at der er et hav af nuancer, og at spillet ikke har været supergodt i hverken Qatar eller Tyskland. Men vi bliver nødt til at huske på, at vi er Danmark, og at vi i forhold til vores lands størrelse klarer os temmelig godt.

- Og jeg synes faktisk, at vi mod England så konturerne af et landshold, der kan komme til at forføre os både resultat- og spillemæssigt. Og er det ikke federe med en visionær fodboldtænker, der også har blik for skønheden og breddefodbolden frem for en Hareide type, der med primitive midler måske kan bringe os en enkelt runde længere til en slutrunde en gang i mellem, men hvor der ikke en nogen ambitioner i spillet, og hvor fysik er det primære adelsmærke?

- Selvfølgelig er det besnærende med et trænerskifte, når målene ikke vælter ind, men det betyder også, at vi skal kortslutte en flerårig proces og starte forfra med en nye tanker og en helt ny spillestil. Og vil det virkelig give så meget bedre resultater på den korte bane? Jeg tvivler stærkt.    


Jeg synes fortsat, at Kasper Hjulmand er den rette træner for Danmark.

Morten Svan

- EM var ikke en fiasko. Det var heller ikke den eksplosion af fodboldglæde, som 2021 var. Omvendt, så er det også for meget at forvente af et dansk fodboldlandshold ved hver slutrunde.

- Vi gik videre fra gruppen. Det var minimumskravet. Vi spillede udmærket i store dele af kampene mod de stærke hold fra England og Tyskland, mens kampene mod Slovenien og Serbien efterlod lidt at ønske.

- Jeg vil dog holde fast i, at det ikke er nemme modstandere, og det har særligt Slovenien også bevist ved slutrunden, at de ikke er. Kunne udtrykket så have været bedre og mere angrebsivrigt? Ja, bestemt. Men landsholdsfodbold handler i høj grad om resultater, og at gå videre fra gruppen som to'er for så at ryge ud til Tyskland, er egentlig fuldstændig, som jeg havde forventet, og jeg mener også, at der er noget at bygge videre på.

- Jeg synes fortsat, at Kasper Hjulmand er den rette træner for Danmark, men det er helt afgørende, at han får sat gang i det generationsskifte, som jeg mener, Landsholdet efterhånden trænger til.

- Landsholdsfodbold er bygget på relationer, og det var også et udmærket argument for udtagelsen af EM-truppen, men hvis der skal opbygges relationer forud for en VM-kvalifikation og forhåbentligt en derpå følgende deltagelse ved verdensmesterskabet i Nordamerika, så kræver det, at nogle af de ældre får et "tak for nu," så der er plads til nye kræfter snarest muligt.

- Kasper Schmeichel er givetvis den bedste på posten lige nu. Men det tror jeg simpelthen ikke på, han er om to år. Simon Kjær er allerede begyndt at blive skubbet lidt ud, og uden spilminutter ved EM, tror jeg også, at det er ved at være slut for ham. Han fortjener et fint farvel i Parken, men så mener jeg også, vi bør sige tak for denne gang til Kaptajn Kjær.

- Der er givetvis flere i den nuværende trup, som nemt kan have spillet deres sidste landskamp, inden vi når årsskiftet, så der kan blive plads til yngre kræfter i form af eksempelvis O'Riley, Kjærgaard, Frendrup, Dorgu, Isaksen m.fl. Hvis altså Kasper Hjulmand tør og vil. Holdets udvikling henover det næste års tid bliver afgørende for, om jeg tror på, at han er den rigtige landstræner for Danmark. Men indtil da, så mener jeg, at Kasper Hjulmand er den rigtige mand til at står i spidsen for det danske herrelandshold i fodbold.