Video : Tipsbladet
EM

Slagter England-træners fravalg

England ventes at skifte en del ud mod Schweiz, og Jamie Carragher ryster på hovedet af nogle af de valg, Gareth Southgate angiveligt har truffet.

Gareth Southgate har fået meget kritik denne EM-slutrunde, og allerede før kvartfinalen mod Schweiz lørdag aften langer ekspert Jamie Carragher ud efter den engelske træner.

Årsagen? Jo, det forlyder i engelske medier, at England vil skifte formation fra en 4-2-3-1 til en 3-4-3. Det betyder, at Kyle Walker rykkes fra højrebacken ned i et tremandsforsvar, mens det forlyder, at Kieran Trippier vil starte som højre wingback.

Truppens tredje højre back, Trent Alexander-Arnold fra Liverpool, vil derfor ikke starte inde.

Og det fatter Jamie Carragher ikke noget af.

- Kieran Trippier har leveret fint som venstre back. Southgate har valgt ham frem for Trent Alexander-Arnold, hvilket jeg slet ikke kan fatte. Og det er ikke på grund af Liverpool-fanen i mig, siger Jamie Carragher på Sky Sports og tilføjer:

- I lang tid har jeg altid følt, at det var rigtigt, at Kyle Walker spillede højre back for England. Jeg tænkte, det var det rette, at Gareth eksperimenterede med Trent på midtbanen, fordi han naturligvis er verdensklasse med bolden. Det virkede ikke helt, og han måtte tages ud af holdet.

- Men grunden til, at du vil bruge Trippier frem for Trent… Det kan jeg simpelthen ikke forstå. Den eneste grund ville være, at Kieran måske har spillet et par kampe mere, og måske stoler man på ham. Men når man peger på de defensive kvaliteter, så er hele pointen med at spille tremandsforsvar at slippe dine wingbacker løs. Og du har Kyle Walker bagved, som er den hurtigste spiller i truppen til at rydde op, hvis wingbacken bliver fanget.

- Så at ha ikke vælger Trent, kan jeg ikke tro på det. Jeg må være ærlig, det kan jeg ikke.

Jamie Carragher tilføjer også, at han har ondt af Trent Alexander-Arnold.

Mens Kieran Trippier ventes at starte på højre wingback, ventes det at blive Bukayo Saka på venstre wingback. I forsvaret vil Ezri Konsa efter sigende spille. 

Der er kampstart klokken 18.00.