Esbjerg er klar med en ny signing denne sommer.
Tipsbladet kan afsløre, at 1. divisionsklubben har skrevet en treårig aftale med Lucas From.
Midtbanespilleren kommer til Esbjerg efter kontraktudløb i Aarhus Fremad.
Hans nu tidligere klub lagde fredag eftermiddag et opslag op om skiftet, uden at nævne noget om kontraktlængde, men pludselig blev det fjernet igen.
Tipsbladets kilder melder dog, at den er god nok.
Lucas From har i de seneste tre år været en stor profil for Aarhus Fremad, der var yderst tæt på at rykke op i 1. division, men det lykkedes som bekendt ikke på sidste spilledag.
Ikke desto mindre får From alligevel taget skridtet til den næstbedste række hos EfB.