Video : Tipsbladet
VM

Tipsbladets bud: Se Danmarks trup til VM 2026

ANALYSE: Hvem skal med – og hvem skal ud? Her er Tipsbladets bud på, hvem der kommer med til VM-slutrunden 2026 for Danmark.

Nu er det jo ikke sikkert, Danmark kommer med til VM-slutrunden i 2026 i USA.

Men med en rimelig chance for, at Danmarks landshold holder sig i feltet af topseedede landshold frem mod lodtrækningen til VM-kvalifikationen i december i år, står landsholdet til at komme til VM-slutrunden, hvis man ellers kan kæmpe sig forbi en modstander a la Tjekkiet, Sverige eller Serbien, der står til at havne i seedningslag nummer to.

To år er lang tid i topfodbold, og også de danske topspilleres karrierer kommer til at eksplodere positivt eller dykke uventet, uden vi har en chance for at se det nu.

Men udvalget af gode, stærke og lovende spillere med dansk pas ved siden af etablerede stjerner har sjældent været bedre i fodboldhistorien.

Så her er Tipsbladets tidlige bud på, hvilke 26 spillere der får billet til EM-slutrunden - altså ikke et bud på, hvem vi ville tage med, men hvem vi tror, Kasper Hjulmand vælger, hvis han fuldfører den kontrakt med DBU, der lige nu løber indtil efter VM-slutrunden i USA, Canada og Mexico.

Foto: Alamy

Målmænd
Mads Hermansen (25)
Frederik Rønnow (33)
Filip Jörgensen (24)

Boblere
Oliver Christensen (27)
Kasper Schmeichel (39)

Den her er tricky. Kasper Schmeichel kan sagtens fortsætte karrieren på landsholdet, hvis han er fast mand i en klub på højt niveau de næste to år. Vi har været meget i tvivl, men vi gætter på, Schmeichel ender med at stoppe, mens Mads Hermansens karriere som Premier League-målmand på et stærkt Leicester City brager afsted og gør ham umulig at komme uden om trods sin unge alder.

Filip Jörgensen er flot på vej og har allerede stået en del for Villarreal. Han er værd at holde øje med.

Foto: Alamy

Forsvar
Joachim Andersen (30)
Andreas Christensen (30)
Victor Nelsson (27)
Jannik Vestergaard (33)
Thomas Kristensen (24)
Alexander Bah (28)
Victor Kristiansen (23)
Patrick Dorgu (21)
Joakim Mæhle (29)

Boblere
Rasmus Nissen Kristensen (28)
Elias Jelert (23)
Oliver Provstgaard (22)
Jacob Rasmussen (29)

Der er mange dygtige forsvarsspillere om buddet, både hvis Danmark spiller med tremandsforsvaret fra EM eller skifter til en firebackkæde.

Selv om EM-slutrunden ikke var noget stort sus, viste midterforsvaret et godt niveau, og at spillerne der er vant til at møde topspillere, hvilket Vestergaard nu også kommer til igen med Leicesters oprykning.

Så vi tror ikke på den vilde udskiftning, men at Thomas Kristensen (Udinese) får yderligere fremgang i karrieren efter en god debut i Italien i 2023/24-sæsonen, hvor også U/21-landsholdsspilleren Patrick Dorgu får spillet sig ind i VM-varmen.

Matt O'Riley (til højre) spiller muligvis i en større liga end den skotske i 2026 og ligner en kommende slutrunde-spiller. Foto: Alamy

Midtbane
Morten Hjulmand (27)
Mathias Jensen (30)
Matt O’Riley (25)
Jesper Lindstrøm (26)
Pierre Emile-Højbjerg (30)
Morten Frendrup (25)
Christian Eriksen (34)

Boblere
Philip Billing (30)
Nicolai Vallys (29)
Mads Bidstrup (25)
Maurits Kjærgaard (23)

Vi kunne uden problemer nævne flere dygtige kandidater her, og sammensætningen bliver også meget påvirket af, om Christian Eriksen er med eller ej.

Vi gætter på, han tager en sidste slutrunde med, når den trods alt ligger så tæt på, og at han bliver udtaget til den som central spiller trods den skepsis, der er ved at melde sig omkring Eriksen efter begrænset spilletid i Manchester og Eriksens manglende fart.

Vi tror, Matt O'Riley, Morten Frendrup og Jesper Lindstrøm trænger sig på med den dynamik, der pinedød er nødvendig at have i truppen, hvis Eriksen og Højbjerg fortsætter.

Og så fortsætter Morten Hjulmands fornemme udvikling, han kunne sagtens være Danmarks stærkeste individuelle spiller overhovedet om to år med det rette skifte til en superklub i sommeren 2025.

Mange skreg på Nicolai Vallys her i 2024, og ryger han til udlandet og fortsætter sit ekstremt flotte og dominerende spil i flere år i Superligaen, kan han blive umulig at kommen udenom.

Hvor mange spillere hiver Kasper Hjulmand med til VM 2026 fra dette holdbillede? Mohamed Daramy, Gustav Isaksen, Maurits Kjærgaard, Matt O'Riley, Thomas Kristensen og Morten Frendrup er blandt spillerne fra denne kamp mod Kroatien i efteråret 2022. Foto: Alamy

Angreb
Rasmus Højlund (23)
Kasper Dolberg (28)
Jonas Wind (27)
Gustav Isaksen (25)
Andreas Skov Olsen (26)
Mohamed Daramy (24)

Boblere
Jacob Bruun Larsen (27)
Casper Tengstedt (26)
Mika Bierith (23)
Mikkel Damsgaard (26)
Anders Dreyer (28)

Igen-igen er udvalget fremragende – Danmark går altså ikke ned på udvalget af kvalificerede fodboldspillere de kommende år.

Folk som Mika Bierith, Casper Tengstedt og Gustav Isaksen kan pludselig eksplodere og blive landsholdsprofiler, men vi tror, Hjulmands nuværende udvalgte får fremgang i karrieren i de kommende 12-18 måneder og faktisk står skarpere, end de har gjort ude på banen for Danmark den seneste måneds tid.

Vi tror, der sker så meget i Gustav Isaksens karriere, at han vipper Jacob Bruun Larsen ned i bobler-feltet, men det er tæt.

Vi tror ikke, Mathias 'Zanka' Jørgensen og Simon Kjær (nummer to og tre fra venstre) kommer med til VM 2026. Foto: Alamy


Ude af billedet
Simon Kjær (37)
Mathias 'Zanka' Jørgensen (36)
Jens Stryger Larsen (35)
Thomas Delaney (34)
Robert Skov (30)
Christian Nørgaard (32)
Yussuf Yurary Poulsen (32)
Martin Braithwaite (35)

Frem mod VM-slutrunden om to år vurderer vi, landstræneren efterhånden vil se bort fra en række ældre spillere for at fortsætte og accelerere den udskiftning i truppen, der skete fra EM 2021 til den igangværende EM-turnering.

Yussuf Yurary Poulsen og Christian Nørgaard kan snildt gøre disse ord til skamme og komme med til VM.

Den mulige opstilling til første VM-kamp i juni 2026
3-5-2 – gennemsnitsalder på 27,2 år
Hermansen – Andersen, AC, Kristensen – Bah, Hjulmand, Højbjerg, Eriksen, Dorgu – Wind, Højlund

Den foryngede og bevægelige opstilling
4-3-3 – gennemsnitsalder på 25,9 år
Hermansen – Bah, Andersen, AC, Dorgu – Hjulmand, O'Riley, Lindstrøm – Skov Olsen, Højlund, Daramy

Den konservative opstilling
3-5-2 – gennemsnitsalder på 30 år
Schmeichel -  Andersen, AC, Vestergaard – Bah, Hjulmand, Højbjerg, Eriksen, Mæhle – Wind, Højlund