Liverpool sender forsvarer til Spanien
Illustration
Premier League

Liverpool sender forsvarer til Spanien

Liverpools 20-årige midterforsvarer Tiago Ilori er blevet lejet ud til den spanske Primera Division-klub Granada.

Liverpool hentede i sommer den 20-årige portugiser Tiago Ilori i Lissabon-klubben Sporting. Midterforsvareren har dog ikke været i nærheden af holdet og har ikke fået et eneste minut for Merseyside-klubben.

Derfor er han i dag blevet sendt videre på en lejeaftale til spanske Granada, der får gavn af Ilori resten af sæsonen. Granada er nummer ti i Primera Division og har været én af sæsonens positive overraskelser i det spanske.

Tiago Ilori har spillet tre kampe for U/21-hold. Han brød igennem som stamspiller i Sporting i foråret 2013, hvor han tog springet fra klubbens andethold og ind i førsteholdets startformation.