Video : Tipsbladet
Ligue 1

Medie: PSG forbereder farvel til superstjerner

Ifølge et fransk medie kan Paris Saint-Germain til sommer sige farvel til to af holdets tre superstjerner.

Paris Saint-Germain har været ramt af en resultatmæssig krise efter nytår, og der er angiveligt uro på de interne linjer i den franske storklub i disse dage. 

I ugen inden Champions League-braget mod Bayern München lykkedes det Paris Saint-Germain at tabe til både Marseille og Monaco, og ifølge L'Equipe var Neymar og Marquinhos involveret i et skænderi med sportsdirektør Luis Campos efter nederlaget til Monaco, efter at Neymar undervejs i kampen havde skældt ud på flere holdkammerater. 

Og ifølge det franske medie Foot Mercato kan problemerne i Paris Saint-Germain føre til en opsigtsvækkende udrensing i den parisiske klub til sommer. Mediet skriver i hvert fald, at både Neymar og Lionel Messi potentielt kan være fortid i Paris Saint-Germain efter sommerferien. 

Neymar blev allerede sidste sommer rygtet væk fra Paris Saint-Germain, og brasilianeren nyder angiveligt ikke længere den store opbakning hos den franske klubs ejere. 

Samtidig er der stor uvished om Lionel Messis situation, idet argentinerens kontrakt med Paris Saint-Germain udløber til sommer. Ifølge Foot Mercato hælder Lionel Messi i øjeblikket mod et klubskifte efter denne sæson. 

Paris Saint-Germain møder tirsdag aften Bayern München i Champions League.