PARKEN (Tipsbladet): Pierre Emile Højbjerg er lidt af en jermand, der går til stålet, men lørdag aften var det ikke mange Premier League-tacklinger, der prægede danskeren spil eller for den sags skyld kampen.
Og dog...
En enkelt situation var med fuld pedal fra Tottenham-krigeren. Det gik ud over kampens dommer, der røg en tur i græsset. Intet alvorligt skete og derfor var det en kæk Pierre Emile Højbjerg, der satte ord på situationen efter kampen.
Det gjorde han til Tipsbladet og den øvrige danske presse.
- Ligger han der endnu, siger Pierre Emile Højbjerg, der får pressen omkring ham til at lune sig på et lille grin, inden han tilføjer:
- Det var ikke ondsindet, men bolden er min. De slog en kontra, og så prøvede jeg at komme hurtigt tilbage. Det var mand eller bold, men han gjorde kampen færdig, så jeg tror ikke, der skete noget slemt.
Det var dog først ved slutfløjt, at Pierre Emile Højbjerg fik tjekket op på dommer Allard Lindhout.
- Vi snakkede lidt her efter kampen og grinte lidt af det, så det var fint nok, siger midtbanemanden, der gerne havde set Danmark få mere ud af opgøret.
- Jeg sidder ikke med en tilfreds følelse nede i omklædningsrummet. Vi vælger at arbejde med nogle ting og gå til kampen på en bestemt måde, så vi har noget, vi kan bygge videre på. Det har vi helt sikkert. Det mest positive var clean sheetet, men der er nogle ting, vi skal arbejde på. Det er ikke nogle besværlige ting, men det handler om, at vi i kvalitet tager et niveau op, så det står i hvert fald klart, hvad vi kan gøre bedre.
Træningskampen mod Schweiz endte 0-0, hvor Christian Eriksens frisparksforsøg var opgørets største chance. I påskeugen venter endnu en testkamp mod Færøerne.