Danmark var lige ved at kæmpe en uafgjort med sig hjem fra Spanien, men små ti minutter før tid gik det galt, da Martin Zubimendi flugtede bolden i mål lidt udenfor feltet.
Forinden følte danskerne, at de skulle have haft frispark. Victor Nelsson headede et indlæg ud af feltet, men faldt i græsset efter en duel med Mikel Merino. Kort efter sendte Zubimendi bolden i kassen.
Eksempelvis brokkede Kasper Schmeichel sig over det efter slutfløjt til Tipsbladet og den skrivende presse:
- Der er kæmpe frispark, synes jeg. Han (dommeren, red.) gav en lige før det, som var præcis det samme. Han lagde en besynderlig linje, dommeren, men det er jo ligegyldigt nu, sagde Schmeichel.
Til TV 2 var landstræner Lars Knudsen heller ikke helt tilfreds.
- Nelsson vinder den første duel flot, og nu har jeg set den igen, og jeg synes, det ligner et frispark. Jeg synes ikke, det er skulder mod skulder, sagde landstræneren.
Men danskerne kan godt pakke deres kritik væk, for der er intet som helst at komme efter i situationen.
Det vurderer tidligere dommer og nuværende analytiker hos SpilXperten, Benjamin Leander, der kalder situationen "tilfældig".
- Vi er ikke engang tæt på et frispark. Nelsson bliver ikke underløbet eller skubbet ud af kontrol, inden han header til bolden. Han og Mikel Merino går op i en fair luftduel, og Nelsson vinder den endda. At de så ramler sammen i luften bagefter er helt og aldeles tilfældigt, siger Leander til Tipsbladet og fortsætter:
- Det havde ikke engang været et tyndt frispark at dømme. Det havde været ikke-eksisterende.
Zubimendis mål var kampens eneste.
Danmark skal næste gang i aktion på tirsdag ude mod Schweiz.