Video : Tipsbladet
Landshold

Skræktal: Ikke set dårligere under Hjulmand

I Kasper Hjulmands tid som landstræner har Danmark aldrig præsteret så dårligt som mod Schweiz, hvad angår "expected goals".

Det var sandt for dyden ikke nogen festlig aften i Parken, da Danmark tog imod Schweiz lørdag aften i en nulløsning. Jo, Kasper Schmeichel blev hyldet for at nå 100 landskampe, men spillet på banen var alt andet end et festfyrværkeri.

Især offensivt havde Kasper Hjulmands mandskab det ekstremt svært, og problemerne blev også påpeget af Tipsbladets chefredaktør, Allan Olsen, der i en kommentar skrev:

- Det er jo vanvittigt ærgerligt, når nu vi langt om længe har en kvalitetsangriber i netop Rasmus Højlund, men han skal sgu’ da sættes i scene - og det formåede Danmark slet ikke.

Og den tamme offensive præstation bakkes op af tal fra Opta, som Tipsbladet har modtaget.

Danmark havde nemlig sølle 0.17 “expected goals” i kampen, og landsholdet har ikke haft en laverede “expected goals” i nogen af de øvrige 46 kampe under Kasper Hjulmands ledelse.

Faktisk har Danmark kun én anden gang under Hjulmand haft under 0.30 “expected goals”, og det var i den famøse EM-semifinale mod England i sommeren 2021, hvor det endte med et 1-2-nederlag. I den kamp havde Danmark 0.24 “expected goals”.

Til gengæld kan Danmark glæde sig over, at man blot tillod 0.37 “expected goals” imod i opgøret mod Schweiz.

I grafikken herunder kan du se, hvorfra afslutningerne kom (artiklen fortsætter efter):

Ny rekord under Hjulmand
På et andet punkt var der også rekord for Hjulmands tid på landsholdet. Det var nemlig den ældste startopstilling, som landsholdet har stillet med under den tidligere FC Nordsjælland-træner.

I kampen mod Schweiz havde Hjulmand nemlig valgt en række erfarne spillere til startopstillingen, og der var blandt andet startpladser til 37-årige Kasper Schmeichel, 34-årige Simon Kjær, 31-årige Jannik Vestergaard og flere.

Ja, faktisk var kun to spillere i startopstillingen under 26 år - nemlig Rasmus Højlund og Victor Kristiansen.

Og det gav altså en gennemsnitsalder på 29 år og 170 dage ifølge Optas data.

Kun én gang tidligere har Danmark under Hjulmand stillet med en startopstilling med en gennemsnitsalder på over 29 år - det var imod Kroatien i Nations League i 2022.

Mon ikke der kommer flere yngre spillere i aktion, når Danmark møder Færøerne i en venskabskamp tirsdag. Kasper Hjulmand har i hvert fald varslet, at nogle af kantspillerne kommer i aktion, og blandt landsholdets kantspillere er 25-årige Anders Dreyer den ældste. 

Data: Opta