100 landskampe: Da jeg så Eriksen første gang, mindede det mig om Agger

Onsdag aften runder Christian Eriksen 100 kampe for det danske landshold. Dermed bliver han og Simon Kjær nummer ni og ti til at træde ind i den eksklusive Klub 100.

Derfor bringer vi de artikler, vi skrev i foråret i anledning af, at Eriksen havde spillet på det danske landshold i ti år. Her er det interviewet med DR-kommentatoren Andreas Kraul, der har fulgt Eriksens snart 100 landskampe fra forreste parket.

Publiceret første gang på tipsbladet.dk 8. marts 2020.

Andreas Kraul husker, første gang han så Christian Eriksen, som var det i går. Landsholdet skulle træne på det store Ernst-Happel-Stadion forud for en testkamp mod Østrig, og foran de ventende journalister stod Eriksen. Ung, genert og malplaceret.

De syv-ni journalister ville alle have et par ord fra landsholdets nyeste mand, der kun havde spillet ni førsteholdskampe for Ajax og virkede bettutet ved synet af den danske verdenspresse.

- Det er ikke, fordi vi var særlig skræmmende eller noget, men han så bare lidt skræmt ud. Eller måske ikke skræmt. Måske mere: "Hold da op, nu sker det. Nu kommer de og spørger mig om noget."

- Jeg kan huske, jeg havde den der fornemmelse af at gå hen og lægge hånden på skulderen af ham og sige: "Bare rolig. Det er bare Troels Henriksen og Mads Wehlast og mig." Fordi han er jo det her stille, lidt generte gemyt og var det endnu mere dengang. Så han havde ikke noget specielt ønske om at lette sit hjerte for alt muligt og forklare, hvor mange storklubber han skulle spille for. Han ville sådan set bare gerne ind at træne, fortæller Andreas Kraul til tipsbladet.dk.

Eriksen var historien
I denne uge er det præcis 10 år, siden Christian Eriksen debuterede på landsholdet mod Østrig. Den forglemmelige kamp endte 2-1 til værterne, men dansk landsholdsfodbold gik ind i en ny tid. Eriksen-æraen.

Der var dog ikke noget ved Ajax-teenagerens fremtoning, der talte for, at han skulle blive sin tids mest toneangivende landsholdsspiller. Kraul kunne simpelthen se frygten i øjnene på Eriksen.

Læs også:10 år med Eriksen: Efter fem minutter sagde man "wow"

- Jeg havde sådan en lyst til lige at sige: "Rolig nu. Vi skal nok være ordentlige hele vejen igennem." Men samtidig var det også en opgave, at man gerne ville have nogle ord fra ham og nogle tanker og et indslag til både tv og radio, som ligesom præsenterede det, der potentielt kunne være Danmarks kommende landsholdsstjerne. Så det var også noget med at få løsnet lidt op for den der, husker den erfarne DR-reporter.

- Han vidste simpelthen ikke, hvad han skulle give. Hvad vi forventede, og hvad han kunne levere til os. Det var på ingen måde at udtryk for ond vilje fra hans side, eller at han var uhøflig. Han var for det første meget utrænet og som nævnt en ung mand, som ikke havde noget særlig stort behov for at stå frem.

Opgøret mod Østrig var en træningskamp i marts med flere måneder til næste turneringskamp, så der var ikke mange andre ting, der kæmpede med Eriksen om opmærksomheden. Han var hovedpersonen i Wien.

- Der var ikke nogen snak om: "Er det ham, vi fokuserer på, eller er det Rajko Lekic (der også debuterede, red.)?" Der var ikke nogen tvivl om, at det var Eriksen, der var historien. Det var jo et VM-år, så der var både noget kortsigtet og langsigtet interessant i det, siger Andreas Kraul.

"Det så bare godt ud"
Christian Eriksen havde gjort lynkarriere. Han var først debuteret for Ajax halvanden måned tidligere, han havde helt sprunget U21-landsholdet over, og han blev med sine 18 år og 17 dage den yngste debutant på A-landsholdet siden Michael Laudrup. Hvem ellers?

Men når Morten Olsen, Per Krøldrup og nu Andreas Kraul i dag siger, at de med det samme kunne se, at Eriksen kunne noget specielt, er de så farvet af bagklogskabens skær? Eller kunne man rent faktisk se, at den splejsede knægt havde noget specielt i sig?

- Det var ikke nogen særlig god fodboldkamp. Der var ikke supermeget at rapportere om. Så da han kom på banen, omtalte jeg det rigtig meget. Jeg havde Birger Peitersen som medkommentator, og vi omtalte også mange af hans aktioner.

- Jeg husker, vi talte om, at han ikke lyste op. Han kom ikke ind og ejede banen. Men det, man kunne fornemme, var i glimt hans vendinger og hans rumfornemmelse, som vi lagde mærke til. Selvfølgelig fordi vi havde stort fokus på det, men også fordi det så godt ud. Med alle de forbehold, der var: Det så bare godt ud, siger Kraul.

Læs også:10 år med Eriksen: Jeg er overrasket over, at han fik så vild en karriere

Det, Eriksen kunne, var de ting, der er allersværest at træne sig til. Fornemmelsen for de andre spillere og de frie rum, hans touch på bolden, balancen. Han lignede en naturlig fodboldspiller.

Det anlæg for spillet mindede Andreas Kraul om en anden dansk landsholdsprofil.

- Da jeg så Daniel Agger for første gang til nogle træninger ude i Brøndby, da han var helt ung, kunne man ligesom se det der med, at han helt naturligt positionerede sig. Satte lige af på modstanderen, som ældre forsvarsspillere gjorde, men som han gjorde som 18-årig. Det var lidt det samme med Eriksen, siger han.

- Man kunne se, at han modtog bolden, og så var han næsten allerede videre i løbet fremad. Også nogle af de ting, han har været bedst til siden i sin karriere: få den og så være i næste sekvens hurtigere end mange af de andre på banen. Det var det, vi talte om, da han kom ind på banen. Der var noget ved det touch der.

Dét touch har han stadig. Men han behøver ikke længere en hånd på skulderen og beroligende ord.

Læs også:10 år med Eriksen: Hvis jeg ikke brugte ham, ville folk tro, jeg var skør

Læs også:10 år med Eriksen: Det var ligegyldigt, hvad den lille, spinkle fyr sparkede med