Det er efterhånden ingen stor hemmelighed, at Viggo Mortensen er stor fodboldfan.
Argentinske San Lorenzo er hans helt store hjerteklub, og kærligheden kom tydeligt til udtryk, da Viggo Mortensen for år tilbage troppede op til Oscar-prisuddelingen iført en San Lorenzo-vest.
Stjerneskuespilleren er ligeledes stor fan af Real Madrid, og han har også klare holdninger til klubben.
Det kom til udtryk ved Les Rencontres du Sud-festivalen for nylig, da avisen La Provence spurgte ham ind til Kylian Mbappés mulige skifte til Real Madrid. Det er ikke noget, som danskeren er fan af.
- Real Madrid har ikke brug for Kylian Mbappé. Det er kun for præsidenten Florentino Perez' ego. Jeg tror, at med Bellingham og Rodrygo så har vi det, vi har brug for. Det er ikke nødvendigt.
- Han skulle være kommet til Real for to år siden. Det er for sent, siger Viggo Mortensen til avisen.
Det lader imidlertid ikke til, at han får sin vilje. Real Madrid meldes meget tæt på Kylian Mbappé, som stopper i Paris Saint-Germain til sommer.
Danskeren er måske mest kendt for sin rolle som Aragorn i Ringenes Herre-trilogien.