Video : Tipsbladet
Ligue 1

Daramy, Mbappé og Lacazette på fransk podie

Mohamed Daramy brænder banen af i Ligue 1, hvor han har et helt særligt talent, når kampene skal afgøres.

I sommer drog Mohamed Daramy til franske Stade Reims efter et rædselsfuldt ophold i AFC Ajax.

Den beslutning har vist sig at være den helt rette for den vævre kantspiller, der har takket for tilliden med scoringer og assister, og han er også i spil til at få landsholdsminutter mod Schweiz og Færøerne i de to kommende testkampe.

Med andre ord kører det for 22-årige Mohamed Daramy, og det fortæller statistikkerne også. Han er således en af de spillere i den franske Ligue 1, hvis mål og assister sørger for flest point til sit hold. Det har Tipsbladet og Opta indhentet tal på.

Fire mål og fem assister har Mohamed Daramy leveret i denne sæson. Men det er altså hans pointgivende mål og assister, som i alt har kastet 12 point af sig, der giver ham en tredjeplads på listen. Kun Lyons Alexandre Lacazette og Kylian Mbappé med henholdsvis 13 og 18 point gennem deres målinvolveringer har gjort det bedre end danskeren.

Eksempelvis scorede Mohamed Daramy til slutresultat 2-1 mod Le Havre i runde 23, og det er altså mål som dette, der sender ham op på tredjepladsen på listen.

Det vidner om, at når Daramy er involveret i et mål, så er det ofte, når kampen er tæt, og det er et talent, som er rigtig god at have på den internationale fodboldscene.


Billedet viser, hvor Mohamed Daramys mål (de røde cirkler) og assister (de oranger cirkler) kommer fra på banen.

Et offensivt es
Men det er ikke kun i matchvinder-rollen, at Mohamed Daramy viser sig frem i Frankrig. Han er eksempelvis den spiller med femteflest vellykkede driblinger i Ligue 1.

52 succesfulde driblinger har den tidligere FCK-stjerne lavet, og dermed er han lykkedes med lige præcis halvdelen af sine driblinger. Over ham er stjerner som blandt andre Ousmane Dembélé fra PSG og Rayan Cherki fra Lyon.

Han er desuden den Reims-spiller med flest boldberøringer i modstandernes straffesparksfelt med 94. Det giver en 13.-plads i et generelt tæt felt, hvor Kylian Mbappé dog ligger ret suverænt på førstepladsen med 200 berøringer i modstandernes boks. Nummer to, Moses Simon, har 126.

Kigger man alene på Stade Reims, så udmærker Mohamed Daramy sig som den næstmest chanceskabende spiller i åbent spil. 23 chancer har han kreeret, hvilket Junya Ito med sine imponerende 42 overgår.

Når det kommer til afslutninger er han også afsender på mange af dem i Stade Reims med sine 31. Det er fjerdeflest, hvor 11 af dem er indenfor rammen. Fire af dem er så gået i mål.

Mohamed Daramys Stade Reims indtager niendepladsen i Ligue 1. Foruden sine fire scoringer og fem assister i ligaen, er det også blevet til et mål og en assist i pokalturneringen.

Fotos: Opta.